FARSØ: I foråret kørte de blå DDS-spejdere i Farsø en kampagne, hvor der blev søgt fonde og samlet økonomiske midler ind, så man kan få udskiftet stråtaget på spejderhuset i Søanlægget.
Kampagnen blev en stor succes, og allerede i maj kunne man konstatere, at man var på den gode side af de kr. 200.000 man havde sat sig som mål på forhånd.
En tagdækker blev hyret til at varetage opgaven, og i begyndelsen af november forventer man, at arbejdet går i gang. Det vil formentlig stå færdigt, inden vi går ind i julemåneden.
– Med de mange flotte bidrag til projektet, har vi også midler til at klare andre små, men nødvendige opgaver på huset. Således vil den gamle skorsten blive pudset op og målet hvid, så den matcher den øvrige del af det smukke gamle hus, som blev indviet i september 1948 – altså for 70 år siden, siger spejdergruppens formand Per Havbro.
Der er endnu ikke taget stilling til, om færdiggørelsen af tagprojektet skal markeres på en eller anden måde.