Spejdere var med på slædetur

FARSØ: De Blå Spejdere i Farsø gik på juleferie med flotte naturskildringer fra Grønland.

Den tidligere Farsø-spejder, Carl-Emil Wetche, tog forleden spejderne i DDS Farsø med på en fantastisk tur til Grønland, hvor han i mere end 2 år har været udsendt for Sirius-patruljen.

Livet som Siriusmand
I ord, billeder og videoklip berettede Carl-Emil Wetche om det spændende og udfordrende liv som Siriusmand. Han fortalte om træningen og udvælgelsen af de 6 personer, som sendes til Grønland hvert år. På stationen Daneborg oplæres de nye i at leve et liv i kulde og mørke og i at træne og omgås slædehundene, som er deres vigtigste på de to slædeture – en kort i det mørke efterår og en længere i foråret, hvor lyset vender tilbage.

Fantastisk beretning
Omkring 40 spejdere og forældre lyttede interesseret og opmærksomt til de fantastiske beretninger, og der blev spurgt flittigt om mange forskellige emner, f.eks. om hvordan man forretter sin nødtørft, når der er minus 40 grader udenfor det lune telt.

– Det foregår udenfor, og det går meget hurtigt fra man forlader teltet, til man er inde igen, det tager vel omkring 30 sekunder, kunne Carl-Emil Wetche betro sine tilhørere.

Der blev fortalt om det mangesidige arbejde, hvor Siriusfolkene bygger deres egne slæder, ud fra den betragtning, at så kan de også reparere dem, hvis det bliver nødvendigt ude i den hvide vildmark. Ligeledes skal man selv kunne tage sig af hundene, hvis de bliver syge eller såret på slædeturene.

Viste udstyr
I en lille pause i billedforedraget viste den tidligere Siriusmand noget af det tøj og udstyr, som han brugte under sit ophold i Grønland – ikke mindst et hjemmesyet, 4 kilo tungt læderhylster til at opbevare riflen i vakte beundring.

Carl-Emil Wetche viste spejderne noget af det udstyr, han brugte under sit ophold hos Sirius-patruljen i Grønland.

Ser frem til at fejre jul med sin familie
Carl-Emil Wetche drog til Grønland som 22-årig i juli 2022, og han vendte først hjem til Danmark i september i år. Nu kan han se frem til at fejre jul med sin familie hjemme på Hvanstrup mellem Farsø og Vester Hornum. Naturen og de store vidder har stadig et godt tag i ham, og han er netop nu ved at forberede sig til at tage en uddannelse som ski- og naturguide i Norge.

Og hvem ved, måske var der blandt de blå spejdere, som hørte foredraget, en ny Siriusmand, som drager ud på slæderejse højt mod nord om nogle år.

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her: