Spejdere gør forberedelser til korpslejr

ULLITS: Hele vinteren i gennem har spejderne arbejdet intensivt i Spejder- huset i Ullits med aktiviteter, som henleder på den store korpslejr i Skive i juli måned. Korpslejren har navnet ”SEE 20:10” og bliver en international begivenhed med op imod 16.000 spejdere både fra ind- og udland.

Simon Wirenfeldt, Svingelbjerg i gang med at sy mærker på sin bålkappe. De påsyede mærker har opnået ved deltagelse på tidligere korpslejre.

Ullits spejderne har kunnet vælge blandt tre forskellige emner: syning af egen bålkappe, fremstilling af spejderkniv og leg & mad.

Mange har valgt at sy sin egen bålkappe. Det har været lidt af en prøvelse for spejderne at skulle arbejde så intensivt med et og samme emne i flere måneder. Men dette har også givet flotte resultater.  Enkelte har brugt ”opsprætter-kniven” en del…. Thilde Ebdrup, Dollerup og Bolette Sahl, Ullits har ledet dette hold. Desuden har ledere og frivillige hjælpere stået klar med symaskiner og givet en ekstra hjælpende hånd, når det har været nødvendigt.

I spejderhusets kælder har en gruppe fremstilet forskelligt ”spejder-mad”, lavet poster til løb og andre spejderaktiviteter. Dorthe Skammelsen, Stistrup har ledet ”kælder-aktiviteterne”.

Kun en enkelt spejder har valgt at fremstille sin egen kniv under kyndig vejledning af Jens Elkjær fra Gl. Ullits.

Hele spejdergruppen glæder sig til den store korpslejr i skive. Og langt om længe er sneen ved at være væk, så de udendørs spejderaktiviteter kan påbegyndes.

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her: