FARSØ: På tirsdag indledes det nye spejderår hos de blå spejdere i DDS Farsø, som holder til i spejderhuset ved Søanlægget.
Efter en sommer, som har budt på lejrliv i det sønderjyske med deltagelse i en større lejr ved Kliplev, glæder spejdere og ledere sig til at komme i gang med det daglige spejderarbejde, som dels finder sted i og omkring det stråtækte spejderhus og dels ude i naturen med ture og overnatninger.
Med erfarne ledere og nogle af gruppes egne store spejdere som ledere er der igen i år mulighed for at tilbyde spejder fra mikro og mini til junior og trop. Lederne har allerede været i arbejdstøjet og sammensat planer for, hvilke aktiviteter, der skal tilbydes i efteråret. Hvad det er, kan man finde ud af, hvis man møder op til spejderstarten, hvor man håber at se såvel gamle som nye spejdere.
Allerede på søndag er der liv i spejderhuset, hvor spejderne igen åbner ”Spejder Caféen” i forbindelse med FarSØ Festen. Her håber man, at mange vil kigge forbi til en tår kaffe og en stykke kage i autentiske historiske omgivelser i det smukke gamle hus.