Sparekassen Farsø har skiftet navn til Den Jyske Sparekasse

FARSØ: I dag kunne de fem filialer i Farsø, Hornum, Hvalpsund, Viborg og Aalborg officielt slå dørene op under navnet Den Jyske Sparekasse.

Områdedirektør Brian Otte foran det nye skilt på sparekassebygningen i Farsø.

Samme velkendte ansigter
Sparekassen Farsø fusionerede med Den Jyske Sparekasse den 15. marts, da sammenlægningen var blevet godkendt af repræsentantskaberne i begge sparekasser. Derefter gik forberedelserne i gang i såvel filialer som på hovedkontoret, så alt var klar til navneskiftet. Som det sidste blev facadeskiltene udskiftet, så nu er de fysiske rammer også på plads, og navneskiftet er officielt. Selvom Sparekassen Farsø har skiftet navn, kan kunderne fortsat gå ind i deres lokale filial og møde de samme velkendte ansigter – og ikke mindst få gode råd og professionel rådgivning.

Lokalt engagement
Områdedirektør Brian Otte glæder sig over, at Sparekassen Farsø er blevet en del af Den Jyske Sparekasse.

– I Sparekassen Farsø har vi altid lagt stor vægt på at være i dialog med vore kunder og aktivt engageret i lokalsamfundet. Det vil vi fortsætte med, selvom vi nu er en del af et større pengeinstitut. Den Jyske Sparekasse bygger i meget høj grad på de samme værdier. Derfor vil kunderne også i fremtiden opleve, at lokal støtte og opbakning står højt på dagsordenen, udtaler Brian Otte.

En solid, jysk sparekasse
Den Jyske Sparekasse er et velkonsolideret pengeinstitut med 450 medarbejdere og hovedkontor i Grindsted. Sparekassen har nu 35 filialer, og dækningsområdet strækker sig fra Aalborg i nord til Tønder i syd.   

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her: