VESTHIMMERLAND: Samtidig med Kommunal og Regionrådsvalget den 16. november 2021 blev der afholdt valg til Ældrerådet i Vesthimmerlands Kommune.
I dag var de 11 valgte medlemmer til Ældrerådet samlet til konstituering. Her blev Søren Byrjalsen, Foulum valgt som formand og Mogens Frost Christensen, Aars valgt som næstformand.
Det er ikke overraskende at Søren Byrjalsen blev valgt som formand, da han fik flest personlige stemmer til Ældrerådsvalget, nemlig 1.307 stemmer. Han har stor erfaring med organisations- og foreningsarbejde, og har derfor et stort netværk. Af profession er han landmand.
Mens Søren Byrjalsen allerede har erfaring med Ældrerådet i tre perioder, så er Mogens Frost Christensen ny i den sammenhæng.
Søren Byrjalsen afløser Erik Stagsted på formandsposten efter 12 år, der svarer til 3 perioder. Erik Stagsted er i stedet gået til Byrådspolitik, hvor han blev valgt til Byrådet den 16. november
Det nye Ældreråd er valgt for de kommende fire år. Ældrerådet har en rådgivende funktion i forhold til lokalpolitikerne omkring udførelse og udvikling af kommunens ældrepolitik. Ældrerådet vil bl.a. varetage de ældres interesser i sociale, kulturelle, trafikale, bolig- og byplanmæssige forhold.
Det nye Ældreråd har endnu ikke lagt sig fast på bestemte mærkesager, da det jo officielt først tiltræder 1. januar 2022.
Men den nye formand for Ældrerådet siger:
– Jeg synes, det er meget interessant at være med til at sikre, at dem, der har behov for hjælp, får det. Og at de ældre, der kan klare sig selv, får støtte til at gøre det længst muligt.
Han oplever i øvrigt et rigtig godt samarbejde med både forvaltningen og politikerne i Vesthimmerlands Kommune.