FARSØ: Ud over starten på Sommer(ud)salget i Farsøs butikker, så lægger den første Hot Sommer på mandag også ud med temaet ” Vi passer på Farsø”. Det er det ene ud af to nye temaer på Hot Sommer programmet i år.
Farsø er kendt som sundhedsbyen i Vesthimmerland, og derfor vil der denne aften være ekstra fokus på tryghed, sikkerhed, omsorg, sundhed og motion.
Det er bl.a. det lokale beredskab, førstehjælp, sygehus og motionsklub der vil være repræsenteret.
Man vil kunne møde brandmænd og brandbil fra Station Farsø, der sågar vil demonstrere en friklipning fra bil m.m. Farsøs akutbil og paramediciner vil også være på plads og vise sit udstyr. Røde Kors førstehjælp vil fortælle om lokale førstehjælpskurser og brug af hjertestarter. Det lokale Politi Hjemmeværn og borgerberedskabet er også på plads, så man kan være forberedt på en evt. krisesituation. For har du f.eks. styr på din preppingkasse til en krisesituation ?.
Støtteforeningen f. Sygehuset i Farsø er også på plads. Det samme er Farsø Motionsklub.
På Store Torv vil man i dette valgår også kunne møde lokale politikere, måske nogle af deres mærkesager netop er sundhed.
Desuden vil aftenen byde på masser af gratis aktiviteter for børn. Der er bl.a. hoppeborg, ballonmand, ansigtsmaling, skattejagt og som noget helt nyt besøg af Nordisk Dyrepark, der medbringer både kæledyr og eksotiske dyr.
Men start med aftensmaden. Der er et stort udvalg af streetfood fra lokale madleverandører. Til maden og resten af aftenen er der livemusik og hyggemusik på torvene.
/cf

