GRØNNERUP: Hvornår bliver en aktivitet en tradition? Og hvor mange gange skal man gøre noget før man kan kalde det en tradition?
Det kan man nok ikke lige svare på, men når Vældgård Sportsrideklub for tredje år i træk har holdt sommerstævne i starten af skolernes sommerferie, begynder det at ligne en tradition.
Som de forrige år blev det et meget velbesøgt stævne. Det var et stævne, hvor der er mulighed for at vinde fine sponsorgaver, hvilket nok også har tiltrukket en del ryttere.
Selv om blæsten gav udfordringer for ikke mindst de yngre ponyer og ryttere, blev der redet mange flotte dressurprogrammer.
Der var især stor spænding omkring VSK Equsana Cup, der løb over både fredag, lørdag og søndag.
For hestenes vedkommende løb Camilla Schak Nielsen på Kalido Wales fra Løgstrup Rideklub suverænt med sejren med hele 75,856% i snit.
I cuppen for ponyer lå VSKs egen Ella Holm Rasmussen sikkert på en førsteplads de første to dage og vandt ikke overraskende Equsanacuppen med et snit på 69,823% over 3 dage. Ella havde generelt en indbringende weekend med to 1. pladser i LC% og LD% med henholdsvis 70 og 66,667% og en 2. plads i LC% med 70.4%.
VSKs Maja Michelsen vandt lørdag LD hest på storesøsters hest Lotus med 63.095% og blev søndag nr 4 i LC% på hendes egen pony.
Helena Bang Jensen blev på hendes hest Pariff fik en 3. plads i vsk cuppens 2. afdeling med 66.667%
Vældgård Sportsrideklub arbejder løbende på at bedre rammerne på stedet. I foråret kunne de ved hjælp af et sponsorat fra Den Jyske Sparekasse og klubbens egne midler indkøbe en ridebaneharve, så ridebanerne bliver vedligeholdt og jævnet på en måde som rytterne sætter stor pris på.
Hvilket især betyder meget for klubben, når så mange ryttere udefra kommer på besøg.
Den allernyeste forbedring er en flot dommervogn, der blev indviet ved stævnet sidste weekend. Den er anskaffet for de midler klubben har sparet op og arbejdet med rigge vognen til er udført af naboerne på Dalgaarden. Et samarbejde som begge parter er meget tilfredse med.