HVALPSUND: Tiden flyver afsted i godt selskab. Sådan er det i hvert fald med arrangementet Sommersang ved Fjorden, der i år har 10 års jubilæum.
Også initiativtager til Sommersangen Grethe Østergaard havde næsten glemt jubilæet, indtil det populære sanghæfte med de 50 udvalgte populære sange blev fundet frem forleden. Sanghæftet er sammensat af Grethe Østergaard og Jette Stevns for 10 år siden. Med undtagelse af de første år har Jættebanden under ledelse af Jette Stevns gennem alle årene akkompagneret til Sommersangen. De seneste år sågar med Bjørn Baastrup til at synge for.
Flyttet fra Lystbådehavnen til Havnepladsen
Fra 2014 og frem til 2020 blev Sommersang afholdt på Lystbådehavnen, med den mulighed for at komme indendørs på Restaurant Marina hvis vejret ikke holdt tørt. Det er forekommet nogle gange. Efter den tid har Sommersangen været afholdt i telt på Havnepladsen i Hvalpsund og har rykket tidspunkt fra starten af juli til starten af august.
26 sange sunget på to timer
Søndag aften var der lidt færre end de foregående år, hvilket kan skyldes en spændende håndboldkamp på tv. Men de 90 fremmødte havde sangstemmerne i orden, og over 26 sange blev sunget i løbet af de to timer arrangementet varerede med kaffepause halvvejs.
Overrasket med jubilæumssang
Men til en start, efter Grethe Østergaards velkomst, blev hun overrasket med en jubilæumssang særligt dedikeret til hende for initiativet med sommersang. Melodien var Cliff Richards Congratulations mens teksten naturligvis var forfattet af Jættebanden.
Flere ekstra numre
Der var også solosang fra Lene Poulsen der fremførte Albertes ”Nu kommer fuglene igen”. Ikke nok med det var der også et instrumental nummer på guitar samt et duet med Bjørn Baastrup og Lene Poulsen ”Forelsket i København”.
Altså en jubilæumsudgave af Sommersangen ud over det normale.
/cf