VESTHIMMERLAND: Sammen med De Danske Børnebiblioteker inviterer Vesthimmerlands Biblioteker alle børn i alderen 6-15 år til at deltage i Danmarks største læsekonkurrence: Sommerbogen 2020.
Sommerbogen handler om gode læseoplevelser, som der i den lange sommerferie er god tid til at dykke ned i. Der er fokus på glæden ved at læse, så hvad enten man er skarp til det med ord eller har lidt sværere ved det, så kan alle være med.
Det er nemt at være med
Børnene skal udfordre sig selv undervejs i sommerferien. Derfor skal børnene læse minimum tre bøger, og inden start skal de hente et udfordringsark på det lokale bibliotek eller på Vesthimmerlands Bibliotekers hjemmeside. På arket finder man 30 læseudfordringer med varierende sværhedsgrader. Udfordringerne byder på alt fra at læse i mørket med en lommelygte til at vælge en bog med lukkede øjne og læse den.
Børnene skal herefter løse mindst 10 af udfordringerne for at deltage i lodtrækning om de fire lokale præmier, og én af de heldige vindere udtrækkes til at være med i den nationale lodtrækning om at tømme en boghandel på 5 minutter.
Vesthimmerlands Biblioteker samler også på gode anbefalinger, så derfor får hvert barn også tre skabeloner til anmeldelser af deres læste bøger.
Få inspiration
Men hvad skal børnene læse? Heldigvis står personalet på Vesthimmerlands Biblioteker som altid klar med gode anbefalinger på bibliotekerne.
-Vi håber selvfølgelig, at mange børn vil være med i Sommerbogen 2020 og bruge de sjove udfordringer til at dykke ned i nye og anderledes læseoplevelser end de måske er vant til. Nogle af udfordringerne lægger netop op til, at børnene skal blive inspireret til at prøve noget nyt, lyder det begejstret fra bibliotekar Randi Kristensen.
Det er altså ikke inspiration, der mangler til dette års sommerferie, så find hængekøjen og skovturstæppet frem, for nu skal der læses overalt.