VESTERBØLLE: I kommende weekend, den 5. og 6. august er der igen Levende Landsby i Vesterbølle, hvor hele byen sættes på den anden ende og bliver levendegjort som for 100 år siden.
Publikum kan opleve en anden tidsalder, hvis man begiver sig ud i byen, lørdag eller søndag. Igen i år er muligt at købe en todages billet til en fair pris.
Årligt tilbagevendende tradition siden 2005
Det er foreningen Levende Landsbykultur i Vesthimmerland og Vesterbølle Sogns Beboerforening, der står bag det store arrangement, som er blevet en tilbagevendende tradition den første weekend i august. Arrangementet har været afholdt i Vesterbølle siden 2005.
Livet og dagligdagen for 100 år siden
Der bliver stort rykind de to dage arrangementet varer. Gæsterne vil træde ind i en tidslomme og vil blive ført godt 100 år tilbage i tiden og opleve hvordan livet og dagligdagen var dengang, da der blev anvendt håndkraft til arbejdet.
Beboere er arbejdende statister
Vesterbølle by afspærres og de fleste beboere og andre frivillige er arbejdende statister. Byen åbner kl. 10, hvor man allerede ved indgangen kan fornemme en anden tidsalder med de forskellige aktiviteter.
Vesthimmerlands borgmester går også til hånde
Igen i år vil Vesthimmerlands borgmester Per Bach Laursen officielt åbne høstdagene. Det foregår på Hougaarden, og borgmesteren vil sammen med høstfolkene gå i marken og arbejde. Her vil høsten blive overvåget af herremanden sammen med ridefogeden, der svinger pisken over fæstebønderne.
Publikum kan både følge og høre høstfolkene
I marken kan publikum følge de muntre scenarier, der udspiller sig her, blandt andet den fordrukne bonde, der senere kommer på træhesten. Hans kone, der skal føde midt i høsten bliver bragt til Hougaarden. Der er investeret i to nye højttalersystemer, så publikum – både på Hougaarden og i høstmarken, kan høre hvad der udspiller sig blandt høstfolkene.
Også mange andre aktiviteter
Mange andre aktiviteter er også på plads i år. Begge dage vil gamle tærskeværker blive vist i funktion. Dansk fåreavl møder frem med flere af deres racer og der vil blive klippet får i løbet af de to dage ligesom man kan opleve hvordan man forvandler uld til garn.
Begge dage er der guidede ture i hestevogn til det fredede område Holmen, ligesom man kan få ture i hestevogn. Der er også mulighed for en tur med traktor og vogn ud forbi den økologiske gartneri ”Drivhuset” og de flotte stupaer ved Buddhacentret. Fra toppen, ved vandværket, er der en enestående udsigt til Limfjorden.
Der vil være mange udstillere som viser deres gamle håndværk frem i form af bl.a. rebslager, trædrejer, stolefletter, glaskunstner, glassliber og meget andet.
Et par gange i løbet af dagen, kan man opleve den gamle skole, hvor eleverne bliver undervist af den stramtandede lærerinde. Der bruges tavler, skrives skråskrift og måske kommer spanskrøret og skammekrogen i brug.
Børn kan tage på skattejagt i byen
Ved indgangen får alle børn, ifølge med voksne betalende gæster, udleveret en konkurrencekupon til en skattejagt rundt i byen som udløser en præmie, hvis man svarer rigtigt.
Nye ting på progammet
Som noget nyt, er der til børnene etableret forskellige kæphestespring, hvor man enten kan medbringe sin egen kæphest eller låne en kæphest, og prøve den nye ”ridesport” for børn.
I den gamle købmandsbutik på, Tolshøj 13, kan man købe kræmmerhuse med bolsjer, lodder til amerikansk lotteri, jubilæumsskrift og et opskriftshæfte med gamle lokale bageopskrifter.
Se Hougaarden under renovering
”Hougaarden”, som blev overtaget af Levende Landsbykultur i foråret 2022, er under totalrenovering men foreningen er nu så langt med projektet at stuehuset er åbent og vil være fyldt med udstillere som har indtaget stuerne. Stalden og laden er også åben og her kan man se en gammel hestestald med alt indenfor seletøj. I stalden er der gamle håndværksudstillinger og laden er fyldt med gamle landbrugsredskaber.
Skulle man blive lidt småsulten i dagens løb kan der købes øl, vand, pølser, brød, pastasalat og vafler i madteltet ligesom man få en kop kaffe og lækkert hjemmebag i ”Café Madam Blå”
Også ”Den gamle Foderstof” fra Gedsted vil have en bod, hvorfra der sælger gammeldags is fra Vebbestrup mejeri.
SE ANNONCEN for Levende Landsby arrangementet HER
SOMMERAVISEN er for dig som holder ferie på Farsø-egnen, og som gerne vil have gode tips til lokale besøgssteder, spisesteder og de arrangementer der sker lige nu – LÆS DEN HER