LØGSTØR: Limfjordsmuseet i Løgstør byder velkommen til en sommer fyldt med oplevelser – både til lands, til vands og ud i Limfjordslandet. Her er aktiviteter for nysgerrige børn, historiske rundvisninger i bus og båd, og mulighed for at komme helt tæt på fjordens fascinerende liv.
Fisker for en dag – og meget mere
Hele sommerferien kan børn og deres voksne tage på opdagelse i Limfjorden som ægte fjordforskere. Hver dag kan man iføre sig waders og udforske det lave vand med net og vandkikkert, og hver eftermiddag dissekerer vi fisk og dykker ned i fiskenes forunderlige anatomi.
Onsdage kan man komme på snorkelsafari sammen med museets naturvejleder. Her får modige deltagere over 10 år mulighed for at opleve fjorden under overfladen – selvfølgelig under trygge og guidede forhold.

Lørdag og søndag kan familier komme med ud at sejle i Søstjernen, og om fredagen tænder vi op i bålet, hvor børn og voksne selv får fingrene i fisken og er med til at tilberede blå mad.
Kør med historien – veteranbussen ruller igen
Museets charmerende Bedfordbus fra 1954 er igen i sommerform, og den inviterer på historiske køreture ud i Limfjordslandet. Turen går forbi blandt andet det UNESCO-certificerede Aggersborg, Vitskøl Kloster og Livø, mens der fortælles levende historier om vikinger, klosterliv og besættelsestid. Bussen kører tirsdag, torsdag, lørdag og søndag.
Sejltur og snaps
Frederik VII’s Kanal er ikke kun naturskøn – den gemmer på dramatiske fortællinger om hårde arbejdsforhold og store ingeniørbedrifter. På de guidede sejlture gennem kanalen kommer I helt tæt på historien.

Efter sejlturen kan man besøge museets hyggelige snapseri, hvor frivillige snapseambassadører fortæller om tilblivelsen af museets egne snapse – lavet med urter og bær plukket lige uden for døren.
Vægtere i sang og skumring
Hver onsdag aften kan man møde Løgstørs vægtere til en stemningsfuld byvandring med fortællinger og vægtersang. Det er gratis at deltage – mød bare op ved den gamle Toldboden i Toldbodgade.
Fjordtid for store og små
Der er masser af plads til ro og leg ved museet. Pak madkurven og brug hele dagen tæt ved vandet. Udforsk udstillingerne, se bådene blive bygget, rør ved fladfisk i rørebassinet, og lad børnene boltre sig på den maritime legeplads. Eller dyst i, hvem der kan fange flest krabber på krabbebroen.
/cf

