VESTER HORNUM: Kyokushinkai Himmerland har i denne weekend deltaget i det årlige Kyokushinkai stævne, Roskilde Cup.
Kyokushinkai Himmerland havde 2 kæmpere med til Roskilde Cup 2012, Rasmus Bojer som kæmpede i den Voksne Mellemvægts Klasse og Patrick Trier Larsen som for første gang skulle prøve kræfter med den Åbne Junior klasse med lårspark, som er modereret Knock Down.
De mødte begge en del dygtige kæmpere og det blev til nogle rigtig flotte kampe. Der var 80 Kyokushinkai kæmpere fra hele landet og der blev virkelig kæmpet, i alle vægtklasser.
Resultaterne af deres anstrengelser kan man faktisk også kun være meget stolte over.
Rasmus Bojer, som kun har trænet Kyokushinkai Karate i 6 måneder, valgte at prøve at deltage i Roskilde Cup 2012, for at udfordre sig selv og prøve hvad Kyokushinkai ttævner egentlig går ud på. Efter at have mødt de skemalagte modstandere, stod Rasmus pludselig i finalen i Mellemvægt. Efter at have udvekslet en del slag og spark med sin modstander, fik Rasmus et cirkelspark i hovedet som udløste et halvt point til modstanderen. Men Rasmus fik en meget flot og velfortjent Sølvmedalje med hjem. Det er jo rigtig flot som nybegynder.
Patrick Trier Larsen har deltaget i Roskilde Cup 2 gange før, nemlig i 2010 og 2011 hvor han kæmpede i Børne klasserne. I 2010 fik han Bronze til sit allerførste stævne nogensinde. I 2011 havde han fået lidt mere erfaring og det samme havde hans modstandere, men alligevel kom han hjem med en sølvmedalje.
Sølvmedaljen udløste at Patrick blev kåret som Sportsambassadør i Vesthimmerlands Kommune 2011, og ved den lejlighed lovede han sig selv og hele Dansk Karate Union, at han ville gøre 2012 langt mere spændende! Og det gjorde han.
Patrick skulle for første gang prøve at kæmpe i den Åbne Junior Klasse med lårspark og efter de internationale moderede Knock Down regler. Det er et meget stort spring fra Børne Klasserne, der findes de almindelig Junior Klasser ind i mellem, men Patrick havde et løfte han ville have indfriet, så han valgt den stærke Junior Klasse i stedet for.
Efter at have kæmpet nogle flotte og meget hårde kampe, kunne Patrick indfri sit løfte til os alle, han fik Bronze i en langt hårde klasse end nogen han har kæmpet i tidligere og mod modstandere ældre end sig selv.
Da alle medaljerne var blevet overrakt, skulle specialpriserne ved Roskilde Cup 2012 overrækkes, og der blev Rasmus Bojer overrakt Årets Fighterpris i Voksen Mellemvægt og Patrick Trier Larsen fik overrakt Årets Fighterpris i de Åbne Junior Klasser.
– Som Chefinstruktør og daglig leder af Kyokushinkai Himmerland, kan man jo ikke være andet end meget stolt af begge kæmpere, siger senpai Kim Trier Larsen. Det giver jo også et stort skulderklap til éen selv som instruktør for dem, at de på den måde kan bevise at træningen virkelig har været god og effektiv.
Så med en sådan veloverstået turnering, kan man jo kun gå fremtiden i møde med et smil og håbe på flere skulle få lyst til at prøve Kyokushinkai Karate, uanset om det er for sjov, for motionen eller for at komme ud til turneringer i hele landet og udlandet, slutter Kim Trier Larsen.