HVALPSUND: – Nu er jeg nødt til at trække cyklen hjem, sagde manden. Han havde hørt solen blive spillet ned på havnen i Hvalpsund, og var bekymret over ikke at have cykellygten med. Helt så galt er det nu ikke gået, men rigtigt er det, at solen er blevet spillet ned i lystbådehavnen sommeren igennem.
Det begyndte den 4. maj, og de allerførste toner var det kendte tema fra Prins Jørgens March, som mange ældre danskere husker fra krigens tid, da det blev brugt som kendingsmelodi til BBC’s nyhedsudsendelser til danske lyttere. Siden har Vesthimmerlands kommune afstedkommet, at der nu er opsat en lille spilleplatform på havnen, og henover sommeren har flere og flere vænnet sig til at lade aftenturen gå forbi marinaen for at lytte til et varierende antal melodier – alle relateret til aftenstemning, solnedgang og ”fred-hviler-over-land-og-by”.
Nu er sæsonen ved at være slut. Her midt i august går solen ned over Hvalpsund havn før tidspunktet for solnedgangsmusikken, som har været kl. 21.
Samuel Frederiksen, der har leveret musikken på ca. 75 af sommerens aftener (en enkelt gang i kompagniskab med 10-årige Samuel Abrahamsen der var på besøg fra Vodskov), har dog valgt at forlænge sæsonen fra søndag den 21. august og fem dage frem. Dog således at tidspunktet rykkes frem til kl. 20.30.
Det har ikke været usædvanligt, at et antal mellem 40-90 mennesker har været på havnen, når solen spilles ned, og som et ekstra kolorit på de sidste aftener vil der være mulighed for at få et musikønske med på repertoiret. Man skal blot troppe op, helst den første af de sidste aftener, og ha’ en lille seddel med hvor musikønsket er nævnt. Så vil der på hver af de følgende aftener bliver kvitteret med melodien i solnedgangsstrålernes skær.
Traditionen tro, vil der dog altid blive indledt med en kort fanfare, og sluttonerne er nationalmelodien ”Der er et yndigt land”.