af Lis Fogh, Sjørupvej, Sjørup
Jeg må endnu en gang undre mig over Vesthimmerlands Kommune.
Vi bor i et fantastisk naturskønt område med masser af oplevelser vi dagligt glæder os over. Området med skov og natur er grunden til vi flyttede hertil for mange år siden. Nu vil kommunen så plastre det hele til med solceller. Dette på trods af, at netop Vesthimmerland markedsfører sig som værende en både vild og grøn kommune, hvilket bruges til at få flere borgere til kommunen.
Vi ser dagligt flere flokke af både rådyr og dådyr, samt ræve, harer og grævling. Pt. bruger store flokke af svaner og gæs markerne.
Skønne oplevelser som forsvinder sammen med solcellerne.
I min optik var det bedre at naturen kunne udvikle sig til glæde for både dyr og mennesker i steder for at skræmme os alle væk.
En anden ulempe ved solcellerne er, at os der færdes på vejen på hest, risikerer at komme i klemme da vi nu ikke længere kan komme væk fra vejen når der kommer store køretøjer og traktorer. Det er de færreste heste der ikke bliver bange, når der kommer så store køretøjer.
Vi har tidligere stået i samme situation, at kommunen ville sælge Uhrehøje Plantage. Her lyttede Byrådet heldigvis til borgerne, hvilket jeg håber de vil gøre igen.
Så til Byrådet må der lyde et ønske om, at vi ikke får en solcellepark i området, og da det trods alt er os der betaler skat, tænker jeg også, at det er os der skal høres.

