FARSØ: Dato’en er fredag den 25. maj – dermed er der kun halvanden uge til Søkoncerten i Farsø Søanlæg.
Koncertbraget bliver, som bekendt, med Lars Lilholt Band & Copenhagen Drummers, Burhan G. og Klassens Tykke Dreng.
– Og man kan godt glæde sig, siger Anders Jørn Skriver fra FUIK’s Venner, som er arrangør af koncerten.
Lars Lilholt skruer endnu mere op for lys og lyd
Lars Lilholt har med stort succes gæstet Søkoncerten tidligere med kendte klassikere til at synge med på og ikke mindst med et medrivende sceneshow. Denne gang bliver ingen undtagelse, idet Hr. Lilholt denne gang medbringer de talentfulde Copenhagen Drummers. Samarbejdet med Copenhagen Drummers startede Lilholt allerede sidste år, og efter en lang række publikums roste koncerter, turnerer de også rundt med Lars Lilholt Band i år.
– Lars Lilholt, der i øvrigt er aktuel med en ny CD, har meddelt os, at han kommer med nyt udstyr – ”50% mere lydstyrke og nyt lysshow”. Så jeg tror da nok i den grad, at de 11 personer på scenen kommer til at leve op til de ”Lyse Nætters Orkester”, som Lars Lilholt Band er kendt for, lyder det videre fra Anders Jørn Skriver.
BurhanG med 7 mands band
Det andet store navn på plakaten er Burhan G., som heller ikke kræver den store præsentation. Han har indenfor de seneste år haft flere nr. 1 hits såsom ”Tættere på Himlen”, ”Mest Ondt”, ”Søvnløs”, ”Jeg Vil Ha Dig For Mig Selv” og ”Kun Dig”. BurhanG. kommer med sit 7 mands band.
Som opvarmning og til at underholde i pausen mellem de to koncerter, har man igen allieret sig med Klassens Tykke Dreng, som gjorde et fantastisk stykke underholdende arbejde sidste år.
110% garanti for at al grej kommer på scenen
Sidste års Søkoncert sluttede som bekendt ikke som planlagt, da grej ikke kunne komme på scenen.
Det har FUIK’s Venner garderet sig mod i år.
– Lars Lilholts nye lys og lysshow kræver en større scene, fortæller Anders Jørn Skriver. Scenen er så stor, at al grejet vil være på plads længe inden at den første koncertgæst til Søkoncerten er ankommet.
Scenen stilles op dagen forinden, og ligeledes ankommer Lars Lilholts grej, som er mest omfattende, dagen forinden.
Gang i billetsalget
Billetsalget til koncerten har allerede været i gang et par måneder, men ikke overraskende, er det først inden for den seneste uge, at der er kommet godt gang i billetsalget, for så vidt angår personaleforeninger og vennegrupper, der vil til koncert i hinandens selskab.
Ligesom de tidligere år forventes der omkring 2.000 koncertgæster i de flotte omgivelser i Søanlægget. Lars Lilholt Band og Copenhagen Drummers henvender sig til alle aldersgrupper, mens BurhanG måske mest er kendt af det unge publikum.
Der kan købes billetter i forsalg og ved indgangen.
Søkoncerten afhængig af den lokale opbakning
Koncertbudgettet nærmer sig en halv million kroner, så FUIK’s Venner, håber ikke kun på en alletiders koncertoplevelse, men også et økonomisk overskud, hvis Søkoncerten fortsat skal være en årlig tilbagevendende begivenhed.
Anders Jørn Skriver siger, at denne Søkoncert bliver målt på opbakningen fra de lokale.
– Hvis man fortsat ønsker lokale arrangementer i denne kaliber, er man nødt til at bakke op om dem, ellers kommer de ikke igen.
”Før-koncerten” er også på plads
Med til Søkoncerten hører også et ”før-koncert” arrangement. Spisearrangementet er netop faldet på plads med Hotel Farsø, der i egne lokaler, serverer en lækker Fredagsbuffet til kr. 150,-. Maden fra buffeten kan indtages fra kl. 17.30 og frem til kl. 19.30, hvor der er afgang til koncertpladsen.
Spisebilletterne til før-arrangementet kan bestilles hos Hotel Farsø, og der vil være i omegnen af 200 koncertgæster der kan benytte sig af dette tilbud.
Der er således udsigt til en fantastisk koncertaften, når pinseferien starter, fredag den 25. maj, med store sanseoplevelser for ører og gane krydret med en god musikalsk stemning på koncertpladsen i Søanlægget.