FARSØ: Der er tale om et jubilæum, når FUIK’s Venner den 18. juni 2011 slår portene op til deres 10. søkoncert i Farsø Søanlæg.
Det bliver bl.a. Johnny Madsen man kan opleve til Søkoncerten den 18. juni i Farsø Søanlæg
Et jubilæum skal naturligvis have ekstra volumen, og det får det også, da hele fem bands, non-stop – ganske vist på skift, vil spille Farsø Søanlæg op 5 timer i træk på en skøn sommeraften.
Kim Nyby fra FUIK kan afsløre, at de 3 hovednavne på søkoncerten allerede er på plads på nuværende tidspunkt. Det drejer sig om Johnny Madsen med band, et genhør med Shubidua og Die Herren.
Vi har i år besluttet os for et non-stop musik arrangement. Vi har taget kritikken til os med hensyn til det alt for lange sceneskift imellem opvarmningsband og hovednavn. Vi vil løse opgaven med en ekstra stor scene eller eventuelt 2 scener. Og ikke mindst, må 5 orkestre på plakaten da appellere til de fleste, lyder det fra Kim Nyby, der samtidig oplyser at billetprisen ikke bliver dyrere af den grund.
– Vi regner faktisk med at sætte billetprisen ned, siger Kim Nyby.
Billetsalget til jubilæums søkoncerten starter først om en måneds tid, og derfor drejer det sig indtil videre om, at sætte kryds i kalenderen ved lørdag den 18. juni.