FARSØ: Der var lørdag eftermiddag og aften lagt op til musikalsk havefest i Farsø Søanlæg – og det blev der!.
Solen skinnede fra skyfri himmel, det var lunt og vindstille. Derfor fulgte mange opfordringen om at komme fra start til Søfestival med festivalstol eller tæppe under armen for at slå sig ned til god musik og hygge i Farsøs flotte søanlæg.
Der var hurtigt god stemning, og efterhånden fulgte flere festivalgæster.
I alt seks bands og seks forskellige musikgenerer blev der budt på, og en perlerække af sange der kunne skråles med på.
De hardcore gæster kunne være til festival fra start til slut i 9 timer. Men aftenkulden fik en del til at forlade festivalpladsen da det begyndte at blive mørkt, men på det tidspunkt havde den musikalske havefest med mad og drikke også været i gang i 5-6 timer.
550 gæster havde løst billet til Søfestival, som ifølge arrangør Farsø Events er tilfredsstillende.