Slip englene fri

ALSTRUP: I dag søndag slipper Galleri Alstrup juleløjerne løs i forbindelse med Åbent hus og julehygge i galleriet.

I den seneste måned har Jan Anker Petersen lavet en serie af 24 unikke, modellerede, rakubrændte engle. En for hver dag fra den 1. til 24. dec.

Serien har i år fået titlen ”Englevrimmel” og kan for første og eneste gang ses i sin helhed 1.søndag i advent i Galleri Alstrup.

I galleriets julekalender på nettet og Facebook afsløres hver dag en ny engel. De enkelte skulpturer sælges stykvis, men kun i julemåneden.

På væggene i galleriet hænger malerier og grafik som Maleren Pia Skogberg venligst har udlånt.

Billederne er fra serien “The White Cube”, “den hvide kasse”, som dels er et begreb der betegner det simple, tomme rum, men også navnet på et kendt London galleri. Pia Skogbergs billeder viser mennesker der ser på udstillinger, i netop det hvide rum.

Det er selvfølgeligt også muligt at se Hanny Abels keramik. Gennem efteråret har hun arbejdet med et mørkere ler og nye glasurer. Hendes arbejder fra drejeskiven fremtræder nu kraftigere og mere farvestærke.

Til de der måtte ønske sig en unik julegave, har hun bl.a. en ny serie af hjerte- og stjerneskåle i mange forskellige farver.

I anledning af den snart forestående jul byder Galleri Alstrup på julegløgg, kaffe og knas.

Galleri Alstrup ser frem til nogle gode timer sammen med kunder og gæster.

SE ANNONCEN FOR ÅBENT HUS HER

 

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her: