FARSØ: En epoke i byens handelsliv lakker mod enden, når Slagter Dennis på Nørregade lukker dørene for sidste gang den 31. maj.
Efter mange overvejelser
Indehaver Dennis Pedersen har truffet beslutningen efter mange overvejelser. Dermed sætter han punktum for en familiehistorie, der strækker sig over næsten seks årtier. Han har selv drevet butikken i 15 år, mens hans svigerfar, Harly Tejlgaard, stod bag disken i 43 år under navnet Slagter Tejlgaard.
Inden han overtog slagterbutikken i Nørregade, drev han Slagter Dennis fem år i Rema 1000 i Rådhuscentret. Det er dermed blevet til i alt 20 år som selvstændig slagter.
– Det er blevet til rigtig mange gode dage, masser af snakke over disken og heldigvis også en masse trofaste kunder gennem årene, fortæller Dennis Pedersen.
To ansatte går på pension
Beslutningen om at lukke skyldes flere forhold. To af butikkens ansatte går på pension ved udgangen af maj, og det har vist sig svært at finde nye faglærte butiksslagtere.
Den ene ansatte er, Inge Lise Grøn Kristiansen, som har været i butikken i hele 43 år. Da Dennis Pedersen overtog forretningen i 2011, gav han hende et løfte.
– Jeg lovede hende, at jeg ville fortsætte, så længe hun var her. Det løfte holder jeg lige akkurat, for hun går på pension samme dag, som vi lukker, fortæller han.
Den anden ansatte er hans egen far, Kjeld Pedersen, der selv drev selvstændig slagterforretning i Gedsted i mange år.
Den tredje ansatte, Zita Hansen, skal Dennis Pedersen nok sørge for at få godt videre, for der mangel på butiksslagtere og særlig rift om de gode, som Zita er.
Fysikken siger stop
Personligt kan Dennis Pedersen mærke, at mange års fysisk arbejde har sat sine spor og det vil yderligere 5 år ikke ændre på.
– Jeg fik et nyt knæ for nogle år siden, og jeg vil gerne blive ved med at fløjte, når jeg går hjem. Selvom jeg er blevet bedre til at holde fri, så kører det alligevel hele tiden med forretningen.
Mere tid med familien
Også mere tid med familien spiller ind i beslutningen. Dennis Pedersen er gift, har to voksne børn der og har lige fået et barnebarn. Et arbejdsliv med lange dage og arbejde alle ugens syv dage har efterladt begrænset tid til familien, erkender han.
– Det glæder jeg mig til at lave om på, siger han.
Sund forretning klar til salg
Selvom butikken lukker, understreger han, at det ikke skyldes manglende kunder. Tværtimod er forretningen sund.
-Jeg er ikke i tvivl om, at folk er kede af at jeg lukker. Der er mange, der har lagt vejen forbi for lige at sige hej, fortæller han.
Ejendommen på Nørregade samt boligen ved siden af er nu sat til salg gennem Realmæglerne i Farsø. Dennis Pedersen håber, at nogen vil føre slagtertraditionen videre – eller skabe noget nyt i lokalerne.
– Der er bestemt et marked for mad ud af huset i Farsø. Her er der ikke meget konkurrence, siger han.
Vi bliver boende i ejendommen indtil den er solgt. Herefter finder vi noget andet at bo i i Farsø. Det er her vi har hjemme. Jeg glæder mig også til at kunne involvere mig mere i foreningslivet i byen.
Hvad fremtiden bringer jobmæssigt, er endnu uvist.
– Først skal jeg have ryddet op her. Jeg er åben for det meste, men det skal ikke være butikslivet. Det har jeg prøvet siden jeg var 16 år. Det er produktionen, der interesserer mig mest, siger Dennis Pedersen.
Han slutter med en stor tak til kunder og medarbejdere:
– Tak for alle de gode år – det har været en fornøjelse.
/cf
