Af: Palle Jensen (gruppeformand), Uffe Bro, Doris Lauritzen og Rasmus Vetter, Den socialdemokratiske gruppe i byrådet i Vesthimmerland
På seneste byrådsmøde argumenterede Borgmester Knud Kristensen stærk for, at vi i 2018 skulle nedsætte skatteprocenten med 0,2 %. Det ville betyde, mente Borgmesteren, at kommunen formentlig ville få mindst 200 nye tilflyttere, og det ville så igen redde vores økonomi fremover.
Hvis det var så let, ville vi hellere end gerne – og med os formentlig også resten af byrådet – have støttet borgmesteren i forslaget.
Imidlertid er forslaget mere fri fantasi end virkelighed. Lad os se på, hvad det egentlig drejer sig om.
Den gennemsnitlige personlige skattepligtige indkomst i Vesthimmerland er på 243.000 kr(2016).
Lad os regne på det: 0,2 % af 243.000 kr. er 486 kr. om året, svarende til under 1,5 kr. om dagen.
Tror borgmesteren virkelig, at en forøgelse af rådighedsbeløbet med knap 1,5 kr. pr. dag i gennemsnit pr. borger i Vesthimmerland virkelig vil sætte et flytteboom i gang? Ingen i byrådet – bortset fra de konservative – tror på den historie.
Her overfor skal holdes det faktum, at de selvsamme konservative – i hvert fald her før valget – vil sætte en række udgiftskrævede initiativer i gang, bl.a. en ny marina i Løgstør.
Man må så også huske på, at de konservative tilsyneladende vil reducere omkostningerne på sundhedsområdet med formentlig 15-20 mio. kr. på trods af, at der blive flere og flere ældre.
Vi vil meget gerne være med til at få etableret en ny marina i Løgstør, men vi vil ikke være med til, at det skal ske ved, at man bl.a. forringer serviceniveauet på ældre- og handicapområdet.