HVALPSUND/GL. ULLITS: På Friplejehjemmet Hesselvang har man tradition for bålfad, midsommervise og båltale til Skt. Hans.
Lang tid i forvejen, d.v.s. lang tid før der var noget der hed Corona, havde friplejehjemmet aftalt båltale med Troels Laursen, Ullits.
Og den aftale havde han ikke i sinde at løbe fra, så den blev i stedet afholdt på afstand, med Troels Laursen hjemme i haven og beboerne på friplejehjemmet foran tv-skærmet, da talen var blevet optaget på video.
Videotaler er i øvrigt noget Troels Laursen de seneste par måneder er blevet ret ferm til. Som sognepræst har han nemlig forsøgt sig med transmitterede prædikener og videoindslag på facebook. Nu er der igen åbnet for kirkerne, så sendingerne er stoppet.
Men da Corona-restriktioner og forsamlingsforbud stadig gælder, så tilbød han at sende talen til Skt. Hans på Hesselvang som video, hvilket Hesselvang naturligvis har sagt ja til med tak.
Også Farsø Avis har modtaget talen og videoen i dette år, hvor Skt. Hans har været afholdt meget anderledes, og med få taler.
Vi siger derfor tak til Troels Laursen for at han vil dele sin Skt. Hans tale. Den bringes her i sin skrevne form.
Skt. Hans tale af Troels Laursen, Gl. Ullits:
God dag.
Jeg havde set frem til, at skulle have været sammen med jer i dag og til at skulle holde denne båltale.
Det kunne så ikke blive på grund af den her virus – og så bliver det så på denne måde vi mødes – her bag og foran skærmen, – det er godt nok en sjov måde det sker på.
Jeg sidder her på mit kontor og taler til jer, der er på Hesselvang – og når I så ser, at jeg står herhjemme i haven og taler til jer, – så er jeg i virkeligheden et helt andet sted! – besynderligt og så har vi så i dag bevist, at man kan altså godt være to steder på engang– men hvor om alting er, så kan jeg se, at I alle ser rasende godt ud og at der efterhånden er kommet godt styr på de fleste Corona-frisurer!
Det er noget underligt noget, at vi ikke sådan kan fejrer vore traditioner, som vi plejer – vi skal huske at spritte og holde af stand – og det jo nok ikke er det værste af det hele – men at vi skal undvære at være sammen, sådan rigtigt – det er det værste, syntes jeg – at vi nu skal ses uden håndtryk, krammere og knus.
Og nogen har måttet undvære besøg af deres allernærmeste i lang, lang tid.
Det er barsk og må føles helt urimeligt.
For hvad er livet, når vi ikke må mødes med dem, vi elsker.
Hvad er meningen med det hele, når dem vi holder af ikke må være sammen med os. Jeg kunne tro, at vi er mange der stiller os det spørgsmål lige nu.
Og Skt. Hans bål handler jo da om at være sammen om et glædesblus – og det blus der varmer os allermest er jo ikke det der kommer fra bålets ild, men det der stråler ud fra de andre.
Det er det bål, der tænder os og varmer os – hel ind i knoglerne og ind i hjerterne, så de ikke længere skal være fortvivlende kolde, som vi synger i Midsommervisen.
Det er det midsommer handler om – også selvom vi ikke kan stå tæt om bålet – sammen – i dag. Det skal vi huske på.
Og derfor, tror jeg, at vi søger mod bålfestens fælleskab og hvorfor gør vi egentlig det midt i en tid, hvor alt kan ordnes på nettet?
Jamen så er det vel fordi – at det ikke bare er noget middelalderligt pjat, det med hekse og helgener. Så er det fordi det giver mening
Så vil jeg gætte på, at vi holder Skt. Hans og tænder bål, så er det fordi det på en eller anden måde siger os noget.
At tænde bål, for at være fælles om lyset, om varmen. Fælles om ilden.
Om jorden og havet, om dyrene og hinanden.
Fælles om fred. Fælles om vor historie.
Fælles er vi også om de fortællinger, der har skabt denne aften.
Om Lysfester, der skulle holde ondskaben ude og om trolde og hekse, dæmoner.
Om vi kan være fælles om en mand næsten 3500 km herfra, som ifølge en læge ved navn Lukas fødtes på denne dag 6 måneder før sin fætter – og hvis ankomst han skulle komme til at forkynde – manden, der hed Johannes, og som råbte i ørkenen, om det der vil ske og de muligheder, der vil komme
Efter ham opkaldtes denne dag nogle århundreder senere: Johannes dag – Johannes den hellige – eller på dansk Sankt Hans
Da Johannes’ fætter – Jesus – endelig trådte frem, der ved floden og lod sig døbe, svævede en due over ham, fint symboliserende ånden og det er måske netop ånd, der skaber fællesskabet og forbindelsen mellem os.
Ånden, der ligger bag ordene, traditionerne, festerne, højtiderne.
Traditioner uden ånd er glædesløse.
Derfor er denne tradition – med glædesblus midt på sommeren – særlig smuk fordi den forbinder det hele: lyset, fortællingerne – glæden og freden, mens vi kan føle, hvordan hyldeblomstens duft, trænger ind i vore stuer, og beruser os.
I midsommeren er vi fælles – om end på behørig afstand i tiden.
For vi kan vel ikke glædes, hvis vi ikke har nogen at glæde os sammen med
Vi kan ikke nyde flammerne fra bålet og kunne mærke varmen i os og de lyse nætter, hvis vi ikke kan føre en samtale.
Vi kan nyde stilheden sammen med et andet menneske, der står os nært
Og vi bliver frie for ensomhedens trange kår.
Og vi oplever den frihed det, at give og modtage sommerens varme kærlige kys på kinden.
Og det bål vi tænder er et samlingspunkt for fælleskabet.
Det helt nære og det selvvalgte, for i dag fejrer vi de lyse nætter.
Vi fejrer, at vi som de frie mennesker vi er, er frisat gennem de venner og den familie, de fælleskaber, som er den ild og den varme der driver os
Så når I om lidt tænder bålet, så er spørgsmålet vel, om det vi gør, ikke også er, at vi sætter blus på vores fælleskaber.
Og må det så blive meget snart, at vi igen kan være i samme rum og mærke glædesblusene fra hinandens kroppe.
God fest til jer.
Og tak for ordet.
