Skt. Hans i flot vejr

HVALPSUND/FANDRUP: Sommeren har ladet længe vente på sig. Skt. Hans aften viste den langt om længe hvad det drejer sig om – en lun og solskinsfyldt midsommeraften.

Skt. Hans bål på stranden i Hvalpsund.

Ca. 100 af Fandrups borgere mødtes til deres egen Skt. Hans fest på Sportspladsen.

I Hvalpsund var der traditionen arrangeret stort Skt. Hans bål på stranden ved færgehavnen. Rigtig mange mødte frem for at kunne se bålets flammer spejle sig flot i Limfjordens vand, og for at få heksen på toppen af bålet sendt af sted.

 

Årets båltale stod Per Schou for, mens Lonnie Jørgensen sang for på midsommervisen.      

 

Børnevenlig Sankt Hans i Fandrup
Traditionen tro, var bålet, sidste onsdag klar til Sankt Hans på Sportspladsen i Fandrup. Som noget nyt havde Borgerforeningen hængt opslag op i børnehaverne i og omkring Farsø, med overskriften ”Børnevenlig Sankt Hans i Fandrup”. Bålet blev nemlig tændt kl. 20.00 af hensyn til børnene, der jo altid gerne vil deltage i bålfesten.

Men allerede to timer tidligere var grillen klar til de af byens borgere, der havde lyst til fællesspisning i det fri. Det var der rigtig mange, der havde – sikkert pga. det flotte vejr. Der blev spist og hygget frem til kl. 20.00, hvor flere borgere og gæster fandt vej til Sportspladsen. Små 100 mennesker så byens formand for Borgerforeningen kæmpe med at få ild i bålet, indtil et par af byens mænd kom til undsætning med noget tændvæske.

”Midsommervisen” blev sunget i begge udgaver og efter alle sange var sunget, var det tid til kaffe og kage, som blev nydt mens solen gik ned bag træerne på Sportspladsen.

 

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her: