FARSØ: Kirsten Moesgaard, advokat, byrådsmedlem, formand for sundhedsudvalget i Vesthimmerlands kommune og regionspolitiker var sidste onsdag, hvor det var Skt. Hans Aften blevet bedt om at holde båltalen på Ældrecenter Højgården i Farsø og senere for Strandby’s borgere på pladsen bag Strandby hallen.
Til beboerne på Ældrecenter Højgården sagde Kirsten Moesgaard i sin båltale:Mange af Jer, der er her i aften, er så heldige at bo på vores dejlige plejecenter Højgården. Her er der mulighed for at være alene, hvis man ønsker det. Man kan gå ind til sig selv og lukke sin dør. Man kan også lukke døren op, invitere andre indenfor, eller blot tilslutte sig samværet med andre i de fælles rum. Og har man brug for hjælp, er hjælpen lige ved hånden. Her på Plejecenter Højgården er I så heldige, at der er noget, der hedder ”Højgårdens venner”. Det er nogle af vores medborgere, som kommer her og giver en uvurderlig hjælpende hånd. Højgårdens venner er med til at give alle Jer beboere en mere meningsfuld og glad hverdag. De er græsrødder. Og græsrødder er uvurderlige i vores samfund. De fortjener megen påskønnelse og ros
Begge steder påpegede Kirsten Moesgaard at hun ikke ville tale politik, for til Skt. Hans er det danskheden og traditionerne vi fejrer.
Hun sagde: – Lige nu samles børn og voksne over hele landet for at nyde Skt. Hans bålet og samværet med andre mennesker. Det kan være sammen med mennesker, man kender. Det kan også være sammen med mennesker, man ikke kender så godt. Eller det kan være sammen med mennesker, som man slet ikke kender.
Skt. Hans aften er den aften, hvor vi bare finder sammen. Vi lytter til nogle bevingede ord fra en taler, som har et eller andet på hjerte. Vi nyder hyggen sammen med andre ved det varme og knitrende bål. Vi synger sammen, og vi glæder os over, at vi er danske. Jeg tror, at Skt. Hans aften er en af de aftener, hvor vi føler os allermest danske.
Vi synger alle højt med på sagen ”Vi elsker vort land”, som Holger Drachmann skrev den engang. Og det er jo godt – sådan ihvertfald én gang om året – at stoppe op og huske på, hvor dejligt det land er, som vi bor i, og som vi er en del af.
Der er 2 melodier til ”Vi elsker vort land”. Efterhånden kan vi vel ikke sige, hvilken der er den rigtige. Det er sket en udvikling i vores tradition. Først lærte vi at synge sagen på den gamle melodi. Men rigtig mange af os har efterhånden taget den nye melodi til os, sådan som Shu-Bi-Dua synger den.
Vi har traditioner. Og Skt. Hans aften er en af dem. En af de gode gamle traditioner, som jeg tror, at alle på én eller anden måde deltager i – i aften.
Der er altid højt til loftet Skt. Hans aften. Vi står under den åbne himmel, og der er lyst til langt ud på aftenen. Her står vi og føler os ærke-danske.
Det er dejligt. Det er trygt. Det er dansk. Det er sådan, det er, når det er bedst.
Men – engang imellem sker der noget, som flytter på vore grænser. Og egentligt sker det måske tiere, end vi er os det bevidst.
Danmark er jo et lille land med godt 5 mio. indbyggere. Vi er afhængige af udviklingen i omverdenen. Vi er for små til at isolere os, og sker der noget i omverdenen, ja, så vedrører det også os her i landet.
Jeg glemmer aldrig 1995. Dengang blev der slået nogle gevaldige huller i mine grænser. Dengang for 15 år siden blev min dør for første gang rigtigt åbnet ud til omverdenen – altså ud til alt det, der findes uden for Danmarks grænser. Det var dengang, da min ældste søn rejste ud i verden.
Han rejste ud som observatør til Balkan, hvor der dengang var krig og rædsel. Jeg blev pludselig tvunget til at forholde mig til, at der er en verden uden for vores eget trygge land. Det var lidt af et kulturchok, jeg fik dengang i 1995.
Men – set i bakspejlet – var det nu så galt. Og, hvordan ser jeg på det i dag?
Jeg kan kun sige, at det har været meget interessant og en stor berigelse at følge med i de forskellige kulturer, som Peter har bevæget sig i de sidste 15 år. Og det har været med til at give rigtig meget – både i mit forhold til det at være dansk og i mit forhold til at holde de danske traditioner i hævd.
Selvom Danmark er et lille land, så påvirker vi vore omgivelser udenlands. Fordi, den danske kultur og mentalitet nyder stor respekt rundt om i verden.
Vi elsker at være de bedste og at tro, at vi har opfundet den dybe tallerken. Det har vi da også et langt stykke ad vejen. Men, hvis vi nu skal være helt ærlige, så har vi sandelig også fået inspiration udefra. Vi danskere har været rigtig gode til at se, hvordan man gør ude omkring i andre lande. Vi har så taget det bedste af det, vi har set. Derpå har vi fordansket det. Og så – hokus pokus – så har vi pludselig noget rigtig dansk. Det er slet ikke så tosset en måde at gøre tingene på.
Jeg vil da også sige, at vi er mange – især kvinder, der er rigtig glade for, at tingene har udviklet sig.
Når vi står her Skt. Aften ved bålet, så kan vi jo godt lade tankerne flyve tilbage i tiden og tænke på, hvad man gjorde ved sagesløse uskyldige kvinder. Man smed dem på bålet. Hvis koen ikke gav mælk, eller – hvad endnu værre var -, hvis øllet ikke smagte godt, så fandt man frem til den ”heks”, der var skyld i alle disse ulykker, og man smed hende så på bålet.
Men, der er jo heldigvis sket meget siden dengang. Det er vi nogen, der er meget glade for
I aften mødes vi på lige fod. Vi nyder Skt. Hans bålet og samværet med andre mennesker. Dem vi kender, og dem, vi ikke kender. Lad os holde traditionen i hævd og sende heksen af sted til Bloksbjerg imens vi nyder hinandens samvær, og imens vi sammen synger ”Vi elsker vort land”.
Skt. Hans Aften er Danmark, når det er dejligst.
