ØSTRUP: I dag var Østrup også med i den årlige affaldsindsamling. Kl. 10 mødte 25 glade indsamlere op i alle aldre. Ruter blev planlagt og så gik den vilde skraldejagt.
-I år kan vi tydeligt se, at der er færre skovsvin på vejene omkring Østrup. Men der er stadigvæk for meget, der ligger og flyder. Der var overraskende få dåser, men flere borgere i og omkring Østrup gør også en indsats i det daglige for at fjerne dåser, der ligger i grøftekanten, fortæller Marianne Plougmann West fra borgerforeningen i Østrup.
Det er de få, vi ikke kan nå – dem, der er ligeglade med naturen og deres omgivelser. Dem kan vi nok desværre ikke forvente at tale fornuft til, ligesom man også taler for døve øren til spritbilister og andre motorbøller. Det er sørgeligt, men vi tror på, at vi alligevel gør en stor forskel, lyder det videre fra Marianne Plougmann West
Børnene blev sendt rundt i byen ved Stadion og i Baneskoven for at være væk fra vejene og mens der blev samlet affald, blev der gjort forårsrent i Østrup Naturanlæg, så det kan stå klar til endnu en dejlig sæson med blomster og afslapning i naturlige omgivelser. Efter indsamlingen tog flere kampen op mod truende ukrudt og fik revet og puslet i bedene.
Traditionen tro, sluttede dagen med lækker kage og hyggesnak. Der var i år færre til indsamlingen, da dagen faldt sammen med andre arrangementer, blandt andet standerhejsning i Vognsild-Østrup-Idrætsforening.
Her ses de mange aktive affaldsindsamlerne i Østrup