UHREHØJE: Skoven var frisk og grøn. Det var forårslunt og solen skinnede fra en skyfri himmel. Dermed, kunne det ikke være en mere velvalgt dag, da der idag søndag blev afholdt Skovens Dag.
I Vesthimmerland fandt Skovens Dag sted i Uhrehøje Plantage og skoven havde meget at byde på – og for hele familien, vel at mærke.
Inde midt i skoven, i lysningen ved skovsøen, kunne de mange familier med picnickurv og tæppe slå sig ned og tage del i dagens spændende aktiviteter og naturopgaver.
Ved skovsøen kunne man iført waders og fiskenet gå på vandhulssafari. Inde i skoven kunne man gå på GPS Skattejagt eller henslænge sig i en af hængekøjerne, der var bundet op mellem træstammerne.
Man kunne også klatre op i skovens klatretårn og nyde udsigten over trætoppene og skovsøen eller tage sig en tur i hestevogn eller på hesteryg rundt i skoven, hvor man undervejs bl.a. ville møde rollespil med orkere.
Tilbage i lysningen var der mulighed for at sætte tænderne i lækre nybagte pandekager eller snobrød lavet over bål.
For de voksne, bød dagen desuden på guidede ture med skovfoged Adolf Bech Pedersen og tidligere kongelig skovfoged i Trend skov Vagn Damgaard Hansen. Også Vesthimmerlands borgmester var inviteret i skoven for at fortælle om jagt i Danmark og Afrika.