Jannie Valentin Dexter Jakobsen, Farsø, Byrådskandidat for Radikale Venstre
I det seneste år har 8 og 9. klasse på Hornum Skole været en del af regeringens rammeforsøg “Fra folkeskole til faglært – erhvervsuddannelser til fremtiden”, hvor de har afprøvet en ny måde at organisere deres undervisning på. Det er sket i samarbejde med Erhvervsskolerne i Aars, hvor der er blevet oprettet EUD 8/9. Her har eleverne skulle være på skolen tre dage om ugen og to dage på Erhvervsskolen. Samtidig har der været lagt forløb ind, hvor eleverne har fået mulighed for at komme i erhvervspraktik i virksomheder i lokalområdet. I klasserne har der været ansat lærere og pædagoger. Formålet har været at hjælpe de unge, som har været skoletrætte eller haft andre udfordringer hverdagen. Resultatet viser sit tydelige sprog, da alle 9. klasse eleverne er blevet gjort fagligt klar og er blevet optaget på den erhvervsuddannelse, som de ønskede. Det er simpelthen fantastisk.
Desværre, kan man se på nationalt plan, at hvert fjerde barn i 8. klasse er ensom og hvert femte i 9. klasse, har gjort eller forsøgt at gøre skade på sig selv. Det er noget, som vi skal komme til livs nu.
For jeg tror ikke der er nogen, som ønsker at børn og unge ikke har et godt selvværd og virkelyst. Vi skal have en skoledag, som er tilpasset den enkelte skoles og elevernes behov, da det giver mindre fravær. For at indfri dét, må vi tænke nyt.
Jeg har derfor et stort ønske om, at vi forpligter hinanden (lærere, pædagoger, skoleledere, forældre, elever, kommuner, stat, forskere, uddannelsesinstitutioner og erhvervslivet) på at knække kurven for den alvorligt stigende mistrivsel, bryde den negative sociale arv, og hvor vi sikrer, at alle børn lærer at læse regne og skrive. Det kræver, at vi; investerer massivt, sætter skolen fri, styrker fagligheden hos lærere og pædagoger og fokuserer vores ressourcer og indsatser på at få alle eleverne med.
Her er et af målene at få mere praktisk undervisning i et godt samarbejde med lokale virksomheder.
Et godt eksempel på en virksomhed i kommunen, som allerede gør en aktiv indsats for at få flere lærlinge er PH Spaanteknik A/S i Aalestrup. De lærlinge de ansætter får mulighed for ansvar og få et godt arbejdsmiljø og sociale fællesskaber. Hermed tiltrækker de en anden målgruppe end, hvad de ellers plejer.
Som forhåbentlig kommende byrådsmedlem, vil mit mål være at Vesthimmerlands Kommune skal gøre en større indsats ved, at inddrage de skoler i kommunen, hvor vi ser et stort problem med mistrivsel. De skal hjælpes godt på vej i deres fremtidige færd i livet.
Lad os tænke nyt, nu.
