HORNUM: – Står det til Undervisningsminister Mattias Tesfaye, skal skoletilbuddet EUD 8&9 være et skoletilbud alle kommuner skal tilbyde.
Hornum Skole har 4 års erfaring med EUD 8&9
I Vesthimmerlands Kommune har EUD 8&9 været et tilbud de seneste 4 år i et samarbejde mellem Hornum Skole og HEG i Aars.
Lære gennem hænderne
EUD8/9 er et undervisningstilbud, for 8. og 9. klasses elever, som gerne vil lære gennem hænderne. Eleverne bliver undervist i en reduceret fagpakke (dansk, matematik, engelsk og fysik/kemi) på Hornum Skole tre dage om ugen.
To dage om ugen foregår undervisning på HEG – Erhvervsskolen i Aars, hvor eleverne bliver bekendt med diverse erhvervsrettede uddannelser, f.eks. smed, mekaniker ernæring m.m. Undervisningen, både på Hornum Skole samt på erhvervsskolen er målrettet at sigte hen mod at få elevernes interesse for en erhvervsuddannelse, samt optagelse på erhvervsskolen eller lign, efter 9. klasse. EUD er et skoletilbud inden for normalområdet.
6 ugers erhvervspraktik
Eleverne har ud over den 2 dages brobygning på HEG, også 6 ugers erhvervspraktik. De er fordelt på 3 uger i efteråret og 3 uger i foråret.
-Her får eleverne virkelig mulighed for at afprøve nogle forskellige erhverv. De elever der starter i 8. klasse får mulighed for hele 4 erhvervspraktikker, fortæller Henrik Bygholm, pædagog og praktikvejleder i EUD 8/9, og fortsætter:
Den sidste praktik i 9. klasse er det vigtigste for eleverne. Her har de rigtig mulighed for at vise hvad de vil og kan. Praktikker på 3 ugers varighed, giver eleverne en reel mulighed for lære virksomheden at kende og omvendt. Det har kastet flere lærepladser fra sig gennem de seneste 3 år. I øjeblikket er de 26 elever i gang med deres 3 ugers praktik, på forskellige virksomheder i området.
Et forsøgsprojekt der nu er permanent
EUD 8&9 blev startet op i 2020 og der var oprindelig 3 kommuner med i forsøget.
Vesthimmerland var én af de tre, der valgte at være med fra start.
I det kommende skoleår er der kommet yderligere 7 kommuner til, så fra næste skoleår er der 10 kommuner klar med et EUD 8&9 tilbud.
Med baggrund i de gode erfaringer som bl.a. EUD 8&9 på Hornum Skole har vist, ønsker Undervisningsminister Mattias Tesfaye, nu ordningen udbredt som et tilbud til alle kommuner i Danmark.