Skolebørn på krabbefangst

VESTER HORNUM: Limfjordsmuseets skoletjeneste blev sidste tirsdag besøgt af 26 glade elever fra Vester Hornum skoles 4. og 5.klasse.

Her ses Vester Hornum skoles 4. og 5. klasse i gang med at fange krabber og rejer

Udover at eleverne lærte en masse om fiskeri og dyreliv ved fjorden fik de også selv prøvet kræfter med net, vandkikkerter og krabbefiskestænger.

Eleverne startede med lidt undervisning om Limfjordens historie fra brakvandsfjord til det sund, vi ser i dag. Børnene hørte også lidt om de fisk, der har levet i fjorden gennem tiden. Især blev der stillet mange spørgsmål til den truede ål. Det blev hurtigt meget nærværende, idet der var en levende ål, eleverne kunne mærke og kigge på. Derefter var det tid til at prøve kræfter med net og der blev også røgtet en åleruse. Her blev det tydeligt for alle hvor mange krabber der er i fjorden.

Sidst på udflugten fik eleverne en sejltur med motorjollen Inga, og derefter sluttede turen med at fodre fiskene i museets rørebassin, hvor de rejer og krabber børnene selv havde fanget også blev sat ud. Flere af eleverne gav udtryk for at det havde været en fantastisk dag og at de faktisk også havde lært rigtigt meget.

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her: