VESTER HORNUM: Meget overraskende meldte skolebestyrelsen på Vester Hornum Skole i starten af sidste uge ud, at den ønsker at lukke skole, LBO og børnehave med udgangen af dette skoleår.
Begrundelsen er et stadigt faldende elevtal, at en del forældre vælger den lokale skole fra, og at inklusionsmidler til børn med særlige udfordringer falder fra 2023,
Den kontroversielle udmelding skabte meget naturligt stor forundring og stor debat i byen og på byens facebook. Kommentarerne var her, at man troede at en skolebestyrelse arbejdede for skolen og ikke imod den!.
Forældremøde i sidste uge
Formand for skolebestyrelsen Henrik Petersen kunne forud for et indkaldt forældremøde på skolen sidste onsdag forklare om situationen:
-Vi vil på mødet orientere om, hvorfor en samlet skolebestyrelse desværre ser en lukning af skole og LBO som en nødvendig beslutning for vores børn. Kort fortalt handler det om, at børnetallet på skolen falder år for år og det gør, at vi ikke længere vil kunne stå inde for den pædagogiske kvalitet, som vores børn har krav på. Er et flertal af forældrene uenige med os og ser en anden løsning, vil vi respektere dette og trække os fra bestyrelsen. Der skal i så fald afholdes nyt valg til skolebestyrelsen.
I de 12 år jeg har været formand for skolebestyrelsen, har vi hvert eneste år kæmpet for skolen. Tanken om en lukning af vores skole og andre mindre skoler er ikke ny, heller ikke for politikerne. Så jeg kan med sikkerhed sige, at vi med vores initiativ ikke har givet politikerne en idé, der ikke har været tænkt før. Jeg kan også sige, at politikerne allerede har sat en debat om ny skolestruktur på dagsordenen længe før vores initiativ.
Så vi vil meget gerne tage debatten med alle forældre i skole og LBO.
Imens blev der planlagt et borgermøde
Og det blev der i den grad!. I 3 timer var 90 forældre til forældremøde på Vester Hornum Skole, samtidig med at resten af byen, som ikke har børn gående på skolen, planlagde et borgermøde. Initiativtager til dette var borgerforeningen og Camilla Overvad Laursen, der i øvrigt var den første der overfor byen, råbte vagt i gevær overfor skolebestyrelsens udmelding.
Det afstedkom et borgermøde i weekenden, hvor Camilla Overvad Laursen og seks andre borgere indkaldte til møde i Vester Hornum Hallen. Her mødte 100 borgere op.
Der skal vælges ny skolebestyrelse
På mødet var der stor opbakning til der skal vælges en ny skolebestyrelse, som kan kæmpe for skolen. Kort tid efter meddelte den samlede skolebestyrelse at den trak sig, så andre kan tage over.
Vester Hornum Skole har p.t. 103 elever fordelt på 0-9 årgang, færrest i indskolingen, som betyder endnu færre elever i de kommende år. I 2017 var der 141 elever. Vester Hornum har 541 indbyggere.
Skolen har betydning for hele byen
Erfaringer viser at en lukning af skolen vil smitte af på hele byens foreningsliv, brugen af byens hal som også kan risikere at lukke, bosætning, huspriser m.m.
Hvad der skal gøres for at sikre skolen og dens kvalitet i undervisningen er der flere forslag til, bl.a. et samarbejde med Hornum Skole og/eller Farsø Skole.