Skal Livø være naturnationalpark?

LIVØ: 11 naturområder er i spil til nye naturnationalparker, heriblandt Livø.

Det er Miljø- og Ligestillingsministeriet og Naturstyrelsen der har udarbejdet en liste med 11 potentielle naturområder, som skal danne grundlag for forhandlinger om udvælgelse af seks nye naturnationalparker. Forud for udvælgelsen finder en grundig, inddragende og åben proces sted i de 11 områder. For Livø’s vedkommende inviteres der i aften (onsdag) til naturvandring på Livø.

Med “Aftale om Implementering af et Grønt Danmark” besluttede partierne (S, V, M, SF, RV, K og LA), at der skal etableres yderligere seks naturnationalparker, som skal åbnes senest ved udgangen af 2030. Med de seks nye naturnationalparker etableres der samlet 21 naturnationalparker i Danmark.

Miljøminister Magnus Heunicke skal sammen med partierne bag aftalen udvælge placeringen af de kommende seks naturnationalparker.

De 11 områder er udvalgt på baggrund af kriterier såsom størrelse, biodiversitet, geografisk variation og mulige synergier med andre initiativer i den grønne trepart. Områderne spænder bredt geografisk og repræsenterer en bred pallette af naturtyper, herunder både skov, hede, mose og kystlandskaber.

-Med naturnationalparkerne giver vi vores trængte natur mulighed for at udvikle sig mere frit på store sammenhængende arealer, og vi skaber et fundament for, at vores dyre- og planteliv kan få bedre levesteder. Det er afgørende for at vende den biodiversitetskrise, vi står i. De 11 områder er alle stærke kandidater med et stort potentiale for biodiversitet. Nu begynder en vigtig proces, hvor vi inddrager lokale holdninger og får faglige indspark, inden jeg sammen med aftalekredsen skal udvælge de seks områder, siger miljøminister Magnus Heunicke.

Inden aftalekredsen skal udvælge de seks områder, vil der foregå en grundig, inddragende og åben proces i de 11 områder. Derfor går Miljø- og Ligestillingsministeriet og Naturstyrelsen nu i gang med at drøfte de 11 områder med kommuner, interessenter, forskere og lokale for at høre deres holdning til placeringen af de kommende naturnationalparker.

Naturstyrelsen vil holde drøftelser i de lokale brugerråd og naturnationalparkenes to nationale arbejdsgrupper. De inputs, som styrelsen og ministeriet indhenter, vil blive forelagt aftalekredsen forud for de politiske forhandlinger om placeringen af de seks nye naturnationalparker. 

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her:

Farsø Avis
Privacy Overview

This website uses cookies so that we can provide you with the best user experience possible. Cookie information is stored in your browser and performs functions such as recognising you when you return to our website and helping our team to understand which sections of the website you find most interesting and useful.