HVALPSUND: Det spørgsmål stiller både Hvalpsund borgere og Hvalpsund Familie Camping politikerne i Vesthimmerlands Kommunes Teknik- og Miljøudvalg. Udvalget havde møde i mandags.
Kommunen har fået mange henvendelser
Kommunen har modtaget mange henvendelser om, hvor man kan og må autocampere i Hvalpsund. Samtidig har kommunen modtaget henvendelser fra frustrerede borgere, der ønsker en afklaring på, hvor autocamperne må være. Tidligere var der autocamperplads på ”Marina-grunden”, men autocamperpladsen er fjernet efter grunden blev solgt.
Autocampere er i stedet begyndt (fuldt lovligt) at parkere langs Fjordvej ved promenaden. Dette har kommunen dog skiltet imod i begge sider af vejen i tidsrummet 24:00 til 06:00 via et parkeringsforbud. Forbuddet skyldes at ellers vil området hurtigt blive en autocamperplads, og en sådan kræver på denne lokalitet en dispensation fra strandbeskyttelseslinjen.
I takt med at flere og flere autocampere kommer til Hvalpsund, vurderes det, at man med fordel kan bruge ressourcer på at få ordnede forhold for autocamperne.
Campingpladsen har i forvejen autocamperpladser med udsigt
I den forbindelse gør Hvalpsund Familie Camping opmærksom på, at campingpladsen har gode autocamper pladser med udsigt over fjorden. Ifølge campingpladsens forretningsplan for 2025 vil disse pladser få tilføjet en lille terrasse man kan køre autocamperen hen til, så pladserne bliver endnu mere attraktive.
Uforstående
Hvalpsund Familie Camping er uforstående overfor at Vesthimmerlands Kommune vil tilbyde billigere autocamperpladser kun 650 meter fra campingpladsen som jo er i direkte konkurrence med campingpladsen.
Kommunen vil have autocamperplads til erstatning for den tidligere
Teknik- og Miljøudvalget er indstillet på, at der skal etableres en ny autocamperplads drevet af Vesthimmerlands Kommune til erstatning for den tidligere. Der vil kunne forventes en indtægt på estimeret 100.000 kr. årligt ved salg af pladsbilletter ved at etablere en autocamperplads til 8-10 autocampere.
Fire placeringer er blevet foreslået at teknisk forvaltning, men de 3 kræver dispensation fra strandbeskyttelseslinjen og en fra eksisterende lokalplan.

Placering midt på ny opliggerplads
Teknik- og Miljøudvalget peger på, at indgå i dialog med Sejlklubben Nautilus i forhold til placering af autocamperplads midt på den nye opliggerplads. Om sommeren, hvor bådene er i vandet, vil der være fin udsigt til fjorden og samtidig vil beboere på Illerisørevej have udsyn til fjorden.
For Vesthimmerlands Kommune kræver placeringen minimale investeringer, da der i forvejen er betalingsstandere på opliggerpladsen. Teknik- og Miljøudvalget ønsker, at pladsen kan stå klar hurtigst muligt.
