Skal der være husbåde i de vesthimmerlandske havne?

VESTHIMMERLAND: For at blive klogere på det blev Teknik- og Miljøudvalget i mandags i en ”tematime” orienteret om forslaget.

Vesthimmerlands Kommune oplever nemlig en øget interesse for mulighed for husbåde, samt mulighed for at bo helårs i sin båd.

Som det er i dag, kan man godt ligge i sin båd eller husbåd på udvalgte lokaliteter efter aftale med Vesthimmerlands Kommune.  Dog med den begrænsning, at tømning af kloaktank ikke er optimal, og at det sandsynligvis sker på bekostning af miljøet. Vesthimmerlands Kommune har siden 2005 “kun” tilbudt slamsuger til tømning af både.

En helårsplacering af husbåd eller lystbåd kræver desuden: afregning på strøm og vand, mulighed for kloak samt komplet beskyttelse mod storm året rundt

Vesthimmerlands Kommune er bevidste om at husbåde i en eller flere af de vesthimmerlandske havne vil kunne styrke turisme og erhverv og dække et behov blandt havnens brugere og gæster. Men husbåde skal placeres, så der ikke kommer “nabo” konflikter og uforudsete problemer.

For at give et indblik i andre havne i Danmark og deres erfaringer med husbåde, orienterede Jesper Højenvang, Direktør i Foreningen af lystbådehavne i Danmark (FLID), Teknik- og Miljøudvalget. Herefter gennemgik forvaltningen et konkret projektforslag for Hvalpsund.

De fire havne i Vesthimmerland der kan komme på tale er Fiskerihavnen og Lystbådehavnen i Hvalpsund, Rønbjerg Havn og Løgstør Havn.

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her: