Af: Mogens Ove Madsen, Regionsrådsmedlem (S), Fladhøjvej 14, Aars
Nu har vi fåetd et regionale budget på plads. Set fra min stol er det meget tilfredsstillende at alle partier i regionsrådet mener, at der skal gennemføres en styrket indsats på akutområdet.
På Farsø Sygehus får vi udvidet åbningstiden i skadeklinikken til alle dage 8-22, som erstatning for den forsvundne lægevagt.
Det har været lang tid undervejs. Nogle husker sikkert borgermøderne i Farsø og Aars i begyndelsen af året. Der har været udvist stor tålmodighed i forhold til at finde en god løsning. Jeg er glad for de ideer og forslag, der kom på møderne og fra Støtteforeningen for Farsø Sygehus.
I regionens Akut- og Praksisudvalg har jeg haft ansvaret for at følge og samle op på alle forslag og budgetforhandlerne har selvfølgelig skelet til vores forslag. Disse er tilpasset de enkelte områder, som mistede lægevagten. I Skagen bliver der helårligt placeret en paramedicinerbil. Sådan en har vi allerede i Farsø. I Brovst satser vi på at udvikle et pilotprojekt i samarbejde med Jammerbugt Kommune og i Thisted vil vi placere en akutlægebil på fuld tid.
Det er godt for alle i Vesthimmerlands Kommune, at den opnormerede skadeklinik i Farsø forhåbentlig kan være med til at nedbringe ventetiden. Ligeledes ser jeg også dette initiativ som en styrkelse af Farsø Sygehus.