FARSØ: På baggrund af den økonomiske situation i Region Nordjylland har der siden sidste efterår været et planarbejde i gang med henblik på at tilpasse aktiviteten på sundhedsområdet og sikre optimal udnyttelse af ressourcerne og mest mulig sundhed for pengene.
Kapacitet udvides i Farsø
I den forbindelse kan spares mange penge ved at holde kapaciteten hjemme på Regionens hospitaler – især på det ortopædkirurgiske område, hvor Farsø Sygehus har vist sig at være særlig produktiv med hofter og knæ. Men der ses også en mulighed for at udvidede kapaciteten med håndkirurgi med op til 900 operationer årligt. Dette kan gøres ved at inddrage den nuværende Skadekliniks lokaler.
Høringssvar fra:
Hanne Dalsgaard, ledende overlæge, Fagområdet for Håndkirurgi, Ortopædkirurgisk Afdeling
” En frigørelse af skadeklinikken i Farsø til ekstra aktivitet på håndområdet til mindre og mellemstore indgreb i lokal bedøvelse vil skønsmæssigt betyde 700-900 ekstra operationer ved 42 uger per år. Sygeplejeressourcer til bemanding haves allerede. Det vil kræve ansættelse af en ekstra læge og øget sekretærhjælp, men økonomien heri vil fortsat være til regionens fordel. Vi forventer ikke at have problemer med at rekruttere en ekstra læge til området. Desuden vil det i nogle uger kunne frigøre en operationsstue, der kan bruges til hofte- eller knæoperationer”
På Regionsrådsmødet, mandag, var det op til regionsrådspolitikerne, at godkende de tre høringsforslag om henholdsvis at: Reducering i tilstedeværelsen af speciallæge i traumatologi i Thisted, Lukning af Skadeklinikken i Farsø og Lukning af Skadeklinikken i Hobro.
Mange høringssvar
Høringsforslagene har afstedkommet mange reaktioner i form af høringssvar som Regionsrådet kvitterede for.
Svarene havde også givet anledning til drøftelser i først Regionens Forretningsudvalg, hvor et flertal valgte at fastholde indstillingerne. Men i Regionsrådet blev der debatteret.
Jørgen Rørbæk (A), medlem af Regionens sundhedsudvalgt lagde ud: – Det første forslag viste meget centralisering. Vi besluttede hurtigt at det Palliative afsnit i Farsø ikke skulle vente på en høring. Det medicinske område i Hobro og Farsø havde jeg gerne set lagt sammen, men det var der ikke flertal for. Farsø har et godt diagnostisk center og en dygtig lægestab. En lukning af Skadeklinikken i Farsø var vi enige om at sende ud i høring for at give mere plads til ortopædkirurgi. Faktum er at der er store penge at hente i at hjemtage fra det private og på samhandlen med de andre regioner på det ortopædkirurgiske område.
Pia Buus Pinstrup (C) tog herefter ordet: – Det er et stort stykke arbejde der startede sidste år i forbindelse med budgetforhandlingerne. Skadeklinikken i Farsø har endnu en gang været i søgelyset. Skadeklinikken har stor betydning for lokalområdet. For Medicinsk Dagsafsnits vedkommende er jeg imponeret over tallene 7.500 patienter fordelt på meget få læger og sygeplejersker. Vi får her super meget sundhed for pengene. Ortopædkirurgien er hovedparten i Farsø. Kigger man på produktionen, er der 100 operationer om ugen – 75 hofter og 25 knæ. I fuld kapacitet op til 7.000 operationer i Farsø om året. Håndkirurgien står klar til at geare op med 900 operationer i Farsø. Set med produktionsbrillerne på, så synes jeg bare vi skal sige til dem at de skal komme i gang.
Med hensyn til skadeklinikkerne, kan mange patienter gå til egen læge i stedet for. Der er oprettet et nyt ”blåt spor” på skadestuen i Aalborg til at aflaste.
Skadeklinikken i Hobro sendt til hjørne
Flere Regionsrådsmedlemmer kom hurtigt ind på at nedlukningen af Skadeklinikkerne i syd vil medføre at mange patienter tager til Randers og Viborg i stedet for Aalborg. En beregning viser at en behandling i skadestuen udenfor regionen koster i omegnen af kr. 1.500 pr. patient, hvilket kan blive dyrt.
Der var i den forbindelse ikke stemning for at frede Skadeklinikken i Farsø men derimod Skadeklinikken i Hobro, da tal viser, at man ikke sparer noget ved at lukke den. Men intet er gratis, for selvom behandlersygeplejerskerne i Hobro udfører opgaver på den medicinske afdeling, så er de alligevel tilknyttet skadeklinikken, der har endnu færre patienter end i Farsø, nemlig 5-6 patienter i gennemsnit om dagen. I Skadeklinikken i Farsø har man 9 patienter i gennemsnit om dagen.
Debatten i Regionsrådet endte ud med godkendelse af ændringerne i Thisted og Farsø. Altså for Farsøs vedkommende en lukning af skadeklinikken, til fordel for tilførsel af håndkirurgi. Skadeklinikken I Hobro bringes tilbage til Regionens sundhedsudvalg for at kigge nærmere på tallene igen.
Egen læge skal i større grad tage sig af småskader
Der var i Regionsrådet stor enighed om at lægehusene skal tage sig af småskader, altså at forstuvninger og smårifter skal klares hos egen læge. Fra Kim Edberg (UP) lød det: – Vi skal fortælle borgerne at de ikke skal tage på skadestuen for alt.
/cf