VESTHIMMERLAND: Efterårsferien er i gang, og hos mange børnefamilier er det et tiltrængt pitstop fra hverdagen. Der bliver tid til langsomme formiddage, varm kakao og masser af familietid – måske i naturen.
Hos Vesthimmerlands Kommune står naturvejleder Karin Winther og de unge Nature Rangere og Natur talenter i hvert fald klar med en håndfuld events i det fri. Og det er mere aktuelt end nogensinde.

– En ny undersøgelse fra DR og Epinion viser, at hvert andet barn gerne vil mere ud i naturen. Det er jo i sig selv rigtig dejligt. Desværre ved mange forældrene ikke helt, hvad de skal lave, når de er ”derude”. Her kommer Naturekspeditionen til undsætning i efterårsferien, for på vores ture får børnefamilierne netop inspiration til, hvad de kan lave, også på egen hånd efter selve arrangementet, siger Karin Winther.
Nysgerrighed er vigtigere end viden
Naturekspeditionen faciliterer hele fem arrangementer i løbet af efterårsferien. Fire ud af fem er familiearrangementer og her bliver de måske lidt natur-uvante taget i hånden, så aktiviteter i naturen bliver afmystificeret og gjort mere tilgængelige.
– Du behøver ikke det store natur-kendskab, hverken på vores ture eller når du tager familien med i skoven. Vi oplever, at nysgerrighed er det vigtigste. Både for børn og for voksne. Når du er nysgerrig og åben, så skal både leg og læring nok komme, fortæller Karin Winther.
Helt konkret kan børnene (og voksne) sammen med Naturekspeditionen nørde vilde dyr i bynatur, bygge fuglekasser, være med til at partere et vildt dyr og lave mad over bål samt drage på krible krable-tur i skoven. Det sker på naturbaser rundt om i kommunen, og tilpasses børnenes alder.
Tag bedsteforældre med
-Jeg vil også gerne slå et slag for, at bedsteforældrene inviteres med eller er dem, der inviterer børnebørnene med på tur, siger Karin Winther og fortsætter:
Nogle af de bedste oplevelser kommer, når generationerne mødes ude i naturen og sammen går på opdagelse i naturen. Naturen har en helt anden ramme at mødes om fælles oplevelser i. Hver generation bringer viden ind til en fælles forståelse, som huskes med både hoved og krop.
Børnene vil gerne naturen
Undersøgelsen fra DR og Epinion viser, at 47 % af de 9-14-årige ville ønske, at de var mere i naturen. Samtidig viser mange andre undersøgelser, at det både giver fysisk og mentalt trivsel at være i det fri, og derfor er det væsentligt at overkomme barriererne for at komme ud. Det handler blandt andet om manglende tid.
– I efterårsferien er der bedre forudsætninger for at have tid og overskud til at prøve noget nyt. Så fra Naturekspeditionens side vil vi opfordre til, at børnefamilierne kommer med på tur. Kom med til arrangementer krydret med leg og læring for alle generationer. Hvem ved, måske smitter det af på hverdagen bagefter, slutter Karin Winther.
/cf

