FARSØ: I Farsø Rådhuscenter blev Thit Jensen lørdag fejret i anledning af 150-året for hendes fødsel. En fejring, der ikke blot handlede om et forfatterskab, men om et liv og en kamp, som stadig sætter tydelige spor – også i dag.
Signe Nøhr holdt en flot fødselsdagstale for Thit
Viceborgmester i Vesthimmerlands Kommune, Signe Nøhr, holdt en fødselsdagstale for Thit Jensen. En tale der blev fremført foran et fyldt og lyttende Centertorv. En tale der handlede om at Thit’s kampe stadig lever.
I sin tale sagde Signe Nøhr:
Talen (med rød skrift) kan læses i sin fulde længde – længere nede på siden
-Når man læser de tidlige beskrivelser af Thit Jensen, står der ofte, at hun var datter af en dyrlæge og søster til Johs. V. Jensen. Hendes mor nævnes sjældent – hun ”gik jo bare derhjemme”. Og Thit selv stod sjældent alene, uden reference til sin berømte bror.
Netop derfor er det værdifuldt, at Thit Jensen i dag bliver fejret for det, hun var: en markant forfatter, samfundsdebattør og forkæmper for kvinders rettigheder – i sin egen ret.
Thit Jensen begyndte mange af sine foredrag med ordene: ”Jeg skal tale om.”
Det er en sætning, der stadig rammer plet. For hun talte om det, som manglede at blive sagt. Om det, der var tabubelagt. Og om det, der gjorde ondt.
Et liv i et samfund af tavshed
Thit Jensen blev født i 1876 i et samfund, hvor kvinders liv var præget af pligt, forventning og tavshed. Kvinder havde ikke stemmeret, begrænset adgang til uddannelse og ingen ret til at bestemme over egen krop. Ægteskab og moderskab var ikke valg, men vilkår.
I sit eget hjem oplevede Thit konsekvenserne helt tæt på. Hendes mor gennemgik 12 graviditeter, og Thit så, hvordan det sled på kroppen. Hun lærte tidligt, at kvindekroppen ikke er uudtømmelig, men sårbar – en erfaring, der kom til at præge hele hendes virke.
Allerede som ung bemærkede hun forskellen på, hvad der blev forventet af piger og drenge. Og hun accepterede det ikke. Den oplevede uretfærdighed tændte noget i hende.
Ord, der skabte modstand
Da Thit Jensen begyndte at skrive i 1890’erne, var det ikke blot for at underholde. Hun skrev om kvinders liv indefra: om ægteskab, seksualitet, magt, afmagt og vrede. Hun skrev det, mange tænkte – men ikke turde sige højt.
I begyndelsen af 1900-tallet voksede kvindebevægelsen, og Thit Jensen var en central stemme. Hun gik længere end mange andre ved ikke kun at tale om rettigheder i det offentlige rum, men også om kvinders kroppe og det private liv.
I 1910’erne tog hun fat på et emne, der var omgærdet af dyb tavshed: uønskede graviditeter og prævention. Hun talte for det frivillige moderskab og sagde klart, at kvinder ikke skulle slides op af gentagelige fødsler, de ikke selv havde valgt.
Det var dybt kontroversielt. Hun blev latterliggjort og mødt med modstand – men hun tav ikke. For, som hun vidste, tavshed har aldrig givet nogen frihed.
Stemmeret var ikke lighed
Da kvinder fik stemmeret i 1915, var det en historisk sejr. Men lighed fulgte ikke automatisk med. Kvinder havde fortsat hovedansvaret for hjem og børn, og hverdagen ændrede sig ikke markant for mange.
Thit Jensen fortsatte sin kamp. Hun var kompromisløs og nægtede at gøre sig spiselig. I 1924 var hun med til at stifte Foreningen for Seksuel Oplysning og satte dermed endnu et varigt aftryk.
Efter 2. verdenskrig havde kvinder holdt samfundet kørende, men blev hurtigt bedt om at gå tilbage til hjemmet og det usynlige arbejde. Det ansvar, vi i dag kender som ”mental load”.
Kampene fortsætter
Thit Jensen døde i 1957, men hendes kampe levede videre. I 1960’erne og 70’erne kom nye opgør om ligeløn, seksuel frigørelse og retten til egen krop. I 1973 fik Danmark fri abort – en milepæl, som Thit Jensen havde kæmpet for længe før, det var politisk acceptabelt.
Men kampen er ikke slut. Abortretten er i dag under pres flere steder i Europa. I 2025 fik Færøerne først fri abort, og fra marts i år er abort ikke længere muligt i Flensborg.
Fremskridt er ikke permanente. De skal forsvares igen og igen.
Thit Jensen i nutiden
I dag ser vi stadig, hvordan kvinder forventes at balancere arbejdsliv, familieliv og omsorg – ofte uden at ansvaret deles ligeligt. Samtidig er kvinders sundhed fortsat et område, der ikke altid prioriteres på lige fod med mænds.
Derfor er det også værd at nævne, at Vesthimmerlands Kommune fra i år tilbyder gratis fysioterapi til kvinder med gener efter fødsel. Et konkret eksempel på, hvordan en kamp, der begyndte for over 100 år siden, stadig har betydning lokalt.
”Jeg vil” er navnet på den kommende særudstilling på museet. En titel, der indkapsler Thit Jensen perfekt. For hun ville noget. Og hendes vilje forpligter os stadig.
Når vi fejrer Thit Jensen 150 år efter hendes fødsel, fejrer vi ikke kun historien. Vi fejrer modet til at sige noget højt – og ansvaret for at føre kampen videre.
/cf
Jeg skal tale om – Thit
Tale af viceborgmester i Vesthimmerlands Kommune, Signe Nøhr, den 17. januar 2026 i Farsø Rådhuscenter i anledning af Thit Jensen 150 år.
Jeg vil starte med en beskrivelse af Thit, godt nok i hendes unge år. Her står, at hun er datter af en dyrlæge, og hun er søster til Johs. V. Jensen. Men der bliver ikke nævnt noget om Thits mor, for eksempel, fordi hun gik bare derhjemme. Og det kunne heller ikke stå alene, at Thit var sin egen, men at hun også var søster til Johs. V. Jensen.
Så det er jo sådan set meget dejligt i dag, at I har lavet en fejring kun af Thit, af hendes liv og hendes forfatterskab. Det er jeg meget glad for, at jeg får lov til at tale ind i.
”Jeg skal tale om”, sådan har Thit Jensen begyndt, rigtig, rigtig mange af sine foredrag. Og jeg synes jo på en eller anden måde, det er en meget passende måde at starte den her 150 års fejring op i dag, ved at sige, at ”Jeg skal tale om”.
Fordi jeg skal tale om Thit Jensen, om 150 års udvikling, og så måske også lidt om mænd. Så jeg vil gerne takke for invitationen, for at komme og markere Thit Jensen her i dag.
150 år, det er jo et dejligt, rundt og festligt tal. Og så er det jo også et tal, der er på en eller anden måde forpligter. Fordi hvad er det egentlig, vi fejrer her i dag? Vi fejrer måske et liv, et forfatterskab, måske også en kamp, eller nogle spor et menneske kan sætte, som vi stadigvæk kan mærke her i dag, langt ud over hendes levetid. Så i dag, der står vi stærkt i Thits holdninger, og det kan måske provokere, men i dag vil vi ikke underlægge os andre ting, og heller ikke underlægge os måske Johs. V. Jensens tanker om sin søster.
I dag, der vil jeg prøve at tage jer igennem en rejse på 150 år, ikke sådan helt kronologisk, og det bliver heller ikke en historisk gennemgang af siden Thit Jensen blev født, men det skal være en fortælling om hendes liv, og kvinders liv, kroppe og rettigheder, og også en fortælling om fortid og nutid, der spejler sig i hinanden.
Lige nu på sociale medier, der er der sådan en trend, med at man kigger 10 år tilbage, hvad lavede man i sit liv for 10 år siden, altså i 2016. Og i dag, der vil jeg prøve at gøre noget lidt lignende, men i stedet for kun 10 år tilbage, så kigger vi 150 år tilbage.Fordi hendes virke og liv rækker langt ud over kun de 10 år, som trenden er lige nu. De emner, som hun satte i gang, og hun var med til at debattere, er stadigvæk aktuelle her i dag.
Thit Jensen, hun blev født i 1876, og der træder hun ind i et samfund, hvor kvinders liv i høj grad er defineret af pligt og forventning, men også tavshed.
Kvinder har ikke nogen stemmeret, de er meget begrænsede i deres adgang til uddannelse, og så har de heller ikke ret til at bestemme over egen krop. Ægteskab og moderskab, det er ikke et valg, men det er et vilkår på den tid. Og i hendes eget hjem, der er hun en medvirkende, der ser hun konsekvenserne af det helt tæt på.
Hun har en mor, der føder 12 børn, 12 graviditeter, og det er et liv, hvor hendes mors krop konstant på en eller anden måde er under pres, og hun oplever, hvordan det slider på hendes mors krop, og hvordan at den her kvindekrop på en eller anden måde jo ikke er udtømmelig, men den er sårbar, og den erfaring forlader hende aldrig, den tager hun med videre. Som barn i 1880’erne, der lærer hun ret hurtigt, hvad det er, der bliver forventet af piger. At hun skal være stille, at hun skal være pæn, at hun skal måske fylde lidt mindre.
Og allerede dengang, begynder hun også at stritte imod, og hun accepterer heller ikke, at sådan er det bare at være pige eller kvinde, men hun bemærker også den forskel, der er imellem hende og hendes søstre, og forskellen mellem dem og hendes brødre. Dermed er der en eller anden uretfærdighed, der bliver tændt i hende, som hun husker videre i livet.
Da hun i 1890’erne begynder at skrive, så er det jo ikke nødvendigvis kun for at underholde, men det er også for at sige noget af det, hun mener, som mangler at blive sagt.
Så hun skriver om kvinders liv indefra, hun skriver om ægteskab, om seksualitet, magt og afmagt, og så skriver hun også nogle gange om vrede, men også om en vilje til at gerne vil ændre noget helt grundlæggende i samfundet.
Så i begyndelsen af det 20. århundrede, der er kvindebevægelsen for alvor i gang. Kvinder, de organiserer sig mere, de vil have stemmeret, og de vil kræve en anerkendelse i samfundet. Thit Jensen er en stor del af den bevægelse og hun går også længere end det mange andre turde. For hun taler ikke kun om generelle rettigheder i det offentlige rum, hun taler også om kvinders kroppe, om det private, og meget af det, man helst ikke vil tale om. Det gjorde hende jo så kontroversielt, at hendes egne ord ikke kunne acceptere hendes sagte ord.
I 1910’erne, der begynder hun at tage fat på et emne, som er endnu mere omgærdet af stiv tavshed, uønskede graviditeter og prævention. Hun siger dét højt, som mange andre måske ikke engang tør formulere.
Hun siger, at kvinder ikke skal slides af gentagelige fødsler, som de ikke selv har valgt. At moderskabet, det skal være et frivilligt valg, det skal ikke være en skæbne. Idag kan det jo være mærkeligt, at det var provokerende, at det var kontroversielt, men dengang der udløste det en modstand.
Men Thit Jensen, hun tiede ikke. Hun ved, at tavshed aldrig har givet nogen frihed, og hun ved, at retten til egen krop, det er forudsætningen for rigtig meget. Så da kvinder i 1915 får stemmeret, så er det jo en historisk sejr, som vi også måske kan sige, at Thit Jensen har været en stor del af.
Men det betyder jo ikke, at bare fordi man har fået stemmeret, at så er der lighed. Fordi det kan godt være, at kvinderne på det tidspunkt fik retten til at stemme, men de havde stadig hovedansvaret for hjem og børn og omsorg. Så det at få stemmeret ændrede ikke på hverdagen for mange af de her kvinder.
I mellemkrigstiden der fortsætter Thit Jensen sin kamp, og selvom, – som jeg nævnte tidligere, hun møder modstand, hun møder latterliggørelse, og hun bliver måske også isoleret, så bliver hun ved, og hun er også vred. Hun er kompromisløs. Og det er jo på en eller anden måde hendes styrke. Hun nægter ligesom at gøre sig spiselig. Hun holder fast i sig selv. Og i 1924 der stifter hun foreningen for seksuel oplysning, som skulle udbrede kendskabet til prævention.
Og efter 2. verdenskrig, der har kvinder i stor stil holdt samfundet og hverdagene kørende, imens at mændene var sendt i krig. Og da så krigen er slut, så er der en forventning om, at ting skal vende tilbage som det var før. Kvinderne skal vende tilbage til hjemmene. Det vi i dag kalder usynligt arbejde. Og det er en del af et mønster, at når krigen er ovre, så skal kvinderne give plads igen. Og det er den erfaring, som hun tit tager med sig videre.
I 1950’erne vender man så tilbage, måske lidt til at dyrke det der lykkelige husmor-billede og kernefamilien. Og det ansvar, der også følger med. I dag kender vi det måske, i hvert fald min generation omtaler det, ”mental load”. Det er det, vi har fået et ord for nu. Planlægning, omsorg og ansvar. Det som gør, at hverdagen i familierne hænger sammen, men som vi sjældent tæller som arbejde. Og det er derfor, vi kalder det for usynligt arbejde.
Så er vi ved at være henne ved 1957, hvor Thit Jensen dør. I kan allerede nu fornemme, hvor mange ting, der er sket i løbet af hendes liv. Og hun når jo at sætte tydelige spor. Også at få startet nogle kampe, der fortsætter længe efter hendes død. Fordi i 1960’erne og 70’erne, vokser der jo så nye opgør frem.
Kvinderne, de vil have ligeløn, seksuel frigørelse og retten til at bestemme over egen krop. Emner, som jo fint taler ind i Thit. I 1973, der får Danmark fri abort. Det er jo en milepæl, en sejr på mange måder, som vi jo faktisk tager lidt for givet i dag, selvom det er en kamp, som fortsætter. Hun kaldte det børnebegrænsning. Hun kaldte det det frivillige moderskab. Og hun turde jo at tale højt om fri abort, i en tid, hvor det ikke var velset.
Men den kamp er ikke slut endnu. Den frie abort har måske aldrig været så presset, som den er i dag. Der er pres på rundt omkring i Europa.
Hvis vi kigger på, hvad der skete af store ting i 2025, så fik Færøerne først fri abort sidste år. Og en hel ny nyhed, der lige er landet her, er faktisk, at vi skal ikke længere væk end til Flensborg, hvor der her fra 1. marts, ikke længere er muligt at få abort, hvor man er nødt til at tage til nogle andre dele af Tyskland for at få fri abort. Så den kamp, hun startede for meget lang tid siden, den lever stadigvæk. Så de her fremskridt, de er ikke permanente. De skal forsvares igen og igen og igen.
Så går vi videre i en tid, hvor kvinder får alvor at træde ind på arbejdsmarkedet. Og så er vi tilbage med det der med, at ansvaret i hjemmene, de følger ikke med. Det påhviler stadigvæk kvinderne. De skal nu klare hjem, men også karriere og børn og relationer og omsorg. Og så er vi tilbage med det der med ”mental load”, at det er et vilkår for kvinder, men ikke et valg.
Noget der har fyldt dagsorden rigtig meget her for nyligt, men som taler tilbage i Thit, og måske særligt Thits mor, det er kvinders sundhed. Det at det ikke altid bliver prioriteret lige højt som mænds. Der er nogle smerter ved kvinder, som nogle gange bliver bagataliseret, måske særligt efter graviditet og fødsler. Fordi det er jo helt naturligt at føde og bære sine børn.
Men i 2016 der sker der noget. Kvinderne begynder at tale sammen og dele nogle erfaringer. Og går under det vi kalder Metoo. Og det bliver globalt, som taler om nogle strukturer, ikke kun her i Danmark, men i resten af verden. Der er sket rigtig meget siden på det punkt. Men det startede med en lille ting.
Og så taler vi ind i noget af det, som jeg har fornøjelsen af at tale om tidligere omkring Thit. Som den kvindeskikkelse, hvor hun i bogen beskriver ”Hvorfra og hvorhen”. Der beskriver hun en kvindeskikkelse, der føler sig splittet imellem og ville mændenes uadvendte, hæderkronede aktiviteter og det kvindelige kald hjemme i familiens stuer.
Og det er jo på en eller anden måde en dualisme, som fylder i kvinders liv. Ønsket om at skabe en familie, men samtidig også have et ønske om at gøre op med nogle strukturer. Og også kæmpe for retten til et andet liv eller et liv med frie muligheder, om man så vil det ene eller vil det andet. Eller måske begge dele.
Jeg lever jo et uadvendt liv som politiker. En verden, hvor jeg jo har magt og muligheder for at ændre på de omgivelser, der er lige her omkring os. Men jeg har også et ønske om at værne om min familie. Så jeg vil gerne det uadvendte hæderkronede, men også det kvindelige kald i familiens stuer, som kvindeskikkelsen lød på. Så den der sætning med mændenes uadvendte hæderkronede aktiviteter og det kvindelige kald i familiens stuer, er jo på en eller anden måde problematisk, for det fastholder nogle kønsroller, og nogle af de kønsroller, som Thit Jensen også talte ind i. Så det kan jo heller ikke overraske, at den sætning på en eller anden måde er skrevet af en mand, men selvfølgelig også i en anden tid.
For man kan godt spørge sig selv, om det kun er mænd, der kan foretage sig uadvendte hæderkronede aktiviteter, og hvis kvinder skal gøre dem kunsten efter, så er det ikke uadvendte hæderkronede aktiviteter? Spørgsmålstegn. Så det kommer på en eller anden måde til at stå i kontrast til det kvindelige kald i hjemmet. Så på en eller anden måde, med den sætning, måtte vi have forstået, at engang var det sådan, at kvinders opgaver i hjemmet ikke var hæderkronet – det var et kvindeligt kald.
Så er vi tilbage ved 2016, og nu er vi ved at nærme os tiden her nu, og den der trend, der var på Instagram. Fordi i 2016, der fortalte en tidligere folketingspolitiker, jeg tænker alle sammen kender ham, Joachim B. Olsen, han sagde, at det er en medfødt mekanik, der gør, at kvinder har mere lyst til at gå derhjemme med børnene, imens mænd arbejder. Vi ved jo selvfølgelig ikke præcis, hvad Thit Jensen ville have sagt, og hvad hun ville have givet af modsvar til sådan en holdning, men jeg er helt sikker på, at hun ikke var enig.
Og så står vi jo her i 2026, 150 år efter, at Thit Jensen blev født. I Vesthimmerlands Kommune her i 2026, er der indført gratis fysioterapi til kvinder, der har gener efter en fødsel. Og det er jo sådan et konkret, lokalt eksempel på, hvordan en kamp, der er startet for meget lang tid siden, nu taler helt i nutiden i dag.
Og det er jo det, vi fejrer i dag. Det er det, vi fejrer i dag, at Thit Jensen om to dage kunne have været fyldt 150 år. Og det her var ligesom også markeringen af den særudstilling, der er på museet, ”Jeg vil”
Og det synes jeg da, vi skal slutte med, ”Jeg vil”. Og så håber jeg, at I har lyst til at komme på museet, hvis ikke i dag, så senere. Jeg vil gerne takke rigtig mange gange for ordet, og tillykke til Thit med de 150 år.
