FARSØ: Tilbage i oktober meddelte indehaver af dametøjsbutikken She i Farsø Rådhuscenter, Lene Thorup, at hun havde solgt sin butik til Micha kæden.
Nu er overtagelsesdatoen for Micha nået, og i morgen torsdag, genåbner She under de nye ejere, og det betyder nogle forandringer i butikken.
Kæden står bl.a. bag de kendte tøjmærker House of Soul, Soulmate, OneTwo og Warehouse, som også hidtil har været forhandlet hos She. Men Micha bringer også andre af sine mærker ind i butikken, som er med til at udvide aldersspændet for det tøj, som She fremover kommer til at forhandle.
Fra ejer til butiksbestyrer
I går den 1. marts gik Lene Thorup fra at være ejer til butiksbestyrer, og det vil hun ifølge salgsaftalen være et år frem i tiden.
– Nu har jeg vænnet mig og forberedt mig på min nye rolle i et halvt år. Jeg er glad for min beslutning, og nu synes jeg det er fedt at være med til at lave en ny type butik, hvor det er Micha der sætter retningslinjerne, siger Lene Thorup og fortsætter, jeg er faktisk ret stolt over at have fået muligheden for at være med til at skabe den ”nye” She og være med til at føre den videre.
En anderledes butik
Mens Lene Thorup i den seneste tid har gjort sit til at få tømt ud af hendes indkøbte varer inden overtagelsesdatoen, så har mange kunder ud over at hjælpe med at få tøjstativer og reoler tømt, også bemærket en afskærmningsvæg, som efterhånden har rykket sig mere og mere ud i butikken.
Bag denne væg har man først og fremmest samlet det nye inventar og alle de nye varer.
Lene Thorup fortæller, at med de nye mærker og det større udvalg er der brug for mere inventar og derfor vil butikken også være anderledes indrettet end tidligere.
– Rent faktisk er det kun disken og loftslamperne, som genbruges, fortæller Lene Thorup, der siden mandag, sammen med butikkens to andre ansatte Sandra og Karen har stået for at indrette butikken efter Micha’s butikskoncept.
Glæd jer!
– Nu glæder Sandra, Karen og jeg os til at åbne genåbne den nye She i morgen med et kæmpe åbningssalg. Glæd jer!, lyder det fra Lene Thorup til kunderne, der også kan afsløre, at noget af det nye tøj vises frem på modeshowet, som finder sted i morgen aften på Centertorvet i forbindelse med centerfødselsdagens Inspirationsaften.
OK, det kan afsløres at butikkens nye inventar og nye varer stuvede sig mere og mere op bag væggen i sidste uge. Men i morgen vil alt være på plads, når She genåbner.
Selvom She er overtaget af Micha-kæden fortsætter butikken i Farsø Rådhuscenter under navnet She.