Af: Niels Heebøll, Byrådsmedlem og gruppeformand for SF
Budgetforhandlinger er netop afsluttet med et bredt forlig, der omfatter alle Byrådets partier. Forhandlingerne bar præg af, at det er valgår, hvor mange større og mindre lokale projekter blev bragt i spil, men med baggrund i et godt økonomisk år for Vesthimmerland viste det sig muligt at undgå store besparelser og imødekomme mange ønsker.
Det glæder SF, at det har været muligt at undgå de fleste af de besparelser, der var lagt op til på børne- og skoleområdet. Der er uændret belastningsgrad og forældrebetaling på SFO-området, og ungdomsskolen undgår også en nedskæring på SSP-området, ligesom en fjernelse af viceskolerlederstilling udgår, dog nu med en hensigt om at midlerne indgår i arbejdet omkring skabelsen af et ungemiljø.
Der bliver i den sammenhæng også afsat et beløb til etablering af et ungehus i Aars. Det er i første omgang ikke i stor skala, men nu er der en mulighed for, at ungerådet kan komme videre med at opfylde et længe næret ønske.
De såkaldte DUT-midler, som kommunen fik fra staten i forbindelse med indførelsen af folkeskolereformen bortfalder men videreføres som en kommunal bevilling.
På sundhedsområdet er noget af det interessante en igangsættelse af et arbejde, der bl.a. skal føre til at det bliver nemmere at blive visiteret til en plads på et plejecenter, ligesom der skal udarbejdes forslag til en bedre udnyttelse af eventuel ledig kapacitet på plejecentrene.
Det glæder også SF, at kulturområdet har fået et pænt løft bl.a. med øget driftstilskud til Limfjordsmuseet og Vesthimmerlands Museum. Der er også fundet midler til en fortsættelse af landsbycoachordningen, som i sin tid blev indført på forslag fra SF. Blandt de mindre poster er det også lykkedes at få tilslutning til et forslag fra SF og Venstre om støtte til arbejdet med børn af misbrugere i Barnets Blå Hus.
På driftssiden må SF notere sig, at der desværre ikke kunne opnås enighed om at give den kollektive trafik et løft igennem en ordning med gratis buskørsel for skolebørn og øget buskørsel om aftenen. Til gengæld får de ansatte i hjemme- og sygeplejen nu stillet el-cykler til rådighed.
På anlægssiden bliver der nu taget de første skridt til flytning af boldbaner ved Lanternen i Løgstør og givet håndslag på, at kommunen vil gå ind i det videre arbejde med en ny svømmehal i Aars. Svømmehallen i Aars er nedslidt, og de fremlagte planer for en ny svømmehal ser spændende ud, men i SF kan vi godt være betænkelige ved de økonomiske konsekvenser for kommunen både på anlægs- og driftssiden. Med budgetaftalen skulle der være taget højde for, at der ikke nu er sagt A på et lidt uoplyst grundlag, hvorefter det løber ud af økonomisk kontrol.
Endelig vil der blive nu taget initiativ til en overordnet planlægning for Aars by på baggrund af de ændringer, der følger med lukningen af det gamle rådhus og en flytning af svømmehallen.