FARSØ: Dagens fødselar Jørn Brøndum tog plads ved flagstangen på Farsø Stadion med Dannebrog i forbindelse med lørdagens standerhejsning for FUIK’s seniorspillere.

Inden Dannebrog gik til tops bød formand for FUIK, Magnus Bojer vedkommen til sæson 2025 foran ca. 50 personer bestående af spillere, trænere og medlemmer fra bestyrelsen.
En udvidet seniorafdeling
-Velkommen til standerhejsning på Sparekassen Danmark Arena her i Farsø, lød det fra Magnus Bojer. Vi markerer nu et nyt fodboldår der starter. Vi er så dygtige og har så godt et sammenhold at vi de senere år har fået udvidet vores seniorafdeling. Vi har et U19 hold, to dameseniorhold og fire herresenior.
Opfordring – hjælp til
Der har været god opbakning til de arrangementer vi har afholdt i det forgangne år. Men dem der afholder det er også frivillige som har brug for hurtige tilbagemeldinger. Så meld tilbage, så vi kan få lavet de fedeste arrangementer. Det gør det lidt sjovere at arrangere når der er opbakning til det man laver.
Vi har også brug for lidt hjælp til arbejdsdag, til byfesten eller som ungdomstrænere. Man kan jo vælge at se tilbage til sin egen ungdomstid, hvor man selv har haft nogle dygtige og engagerede ungdomstrænere. Man kan nu selv bidrage til at hjælpe de unge spillere på vej, lød opfordringen fra Magnus Bojer.
Træning sparket i gang
Efter en præsentation af trænere stod den på en times træning inden der blev budt på varm suppe i klublokalet.

Serie 1 holdet med Kristoffer Vorre og Kristoffer Nørregaard som trænere har nu et par uger med træning og 5 træningskampe der skal spilles inden turneringen går i gang i slutningen af marts i en pulje med Thisted, Viborg Søndermarken, Doense Vebbestrup og Aars.
Også de øvrige seniorhold i FUIK går en spændende forårssæson i møde, hvor især opgørene på hjemmebane, er noget de ser frem til.
cf/
