test

Selvbetjening en succes

VESTHIMMERLAND: Vesthimmerlands Biblioteker har nu i længere tid tilbudt åbne biblioteker, hvor der er mulighed for at besøge biblioteket på egen hånd, både før og efter personalet er at træffe.

Flere borgere bruger de lokale biblioteker efter de er blevet selvbetjeningsbiblioteker med åbent alle årets dage frem til kl. 21.00.

Antallet af brugere steget
De første statistikker er nu løbet ind fra Farsø og Løgstør biblioteker, der senest er overgået til den nye ordning. Og det ser godt ud – besøget er steget, efter de åbne biblioteker blev lancerede.

– Det er især glædeligt for os at se, at de erhvervsaktive borgere fra 18-65 år har taget muligheden for at besøge biblioteket til sig. Uden for personalets træffetid hører 2 ud af 3 besøgende til denne aldersgruppe, hvilket netop var ét af vore mål, bemærker bibliotekschef Bo Jacobsen. – Før introduktionen af de åbne biblioteker, var det sværere for vore erhvervsaktive lånere at få tid til at kigge forbi biblioteket, men det er der i høj grad rettet op på nu.

Familieudflugt til biblioteket
I forhold til normal træffetid er det også i højere grad mænd, der besøger bibliotekerne ved hjælp af selvbetjent indgang. På landsplan er tendensen, at det er kvinderne, der er de ivrigste brugere af biblioteket, men på det selvbetjente biblioteket er der næsten ligelig fordeling mellem mænd og kvinder.

Kommer man forbi et af de åbne biblioteker på en søndag, kan man også se, at mange børnefamilier vælger biblioteket som destination for søndagsudflugten. Børnene låner og spiller spil på bibliotekets konsoller, mens far og mor læser aviser og blade, og der diskuteres ivrigt, hvilke film, der skal lånes med hjem til hyggen søndag aften.

En anden glædelig følge af de åbne biblioteker er, at biblioteket nu ikke behøver at lukke på ferie- og helligdage, og bibliotekets brugere derfor kan benytte sig af de mange tilbud 365 dage om året.

 

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her: