ERTEBØLLE: I sidste uge dannede Ertebølle rammen om et maratonløb arrangeret af Klub 100 i Danmark, der som navnet antyder, er for løbere med mere end 100 af de lange løb i benene. Flere havde endda løbet mere end 1000 maratonløb!
Start og mål var ved Ertebølle Camping, hvor flere af deltagerne også var indkvarteret, mens andre havde lejet sommerhuse i området. Omkring 60 løbere var med, nogenlunde ligelig fordelt mellem mænd og kvinder. Der blev primært løbet den fulde maratondistance, men der var også deltagere, som ”nøjedes” med det halve på knap 21 kilometer.

Løbet i Ertebølle var det første af 5 regionsløb, hvor der løbes i 5 danske regioner – de sejeste gennemførte således 5 maratonløb på 5 dage i sidste uge, hvor der onsdag blev løbet i Juelsminde, torsdag i Fredericia, fredag i Præstø og lørdag i Søndermarken på Frederiksberg.
Det er løbets formål at få deltagerne rundt i Danmark, og gerne på flotte og seværdige ruter. Tidligere har der været løbet i bl.a. Råbjerg Mile og Givskud Zoo. Der var også rosende ord om ruten og arrangementet i Ertebølle.
Det er som regel lokale folk, som finder og lægger ruterne i de enkelte regioner. Jesper Klysner fra Farsø stod for løbet i det nordjyske, hvor han selvfølgelig også selv løb med på turen, der gik via Strandby, Vestergårde og forbi Stenaldercentret.

Deltagerne får en medalje med et danmarkskort med 5 farvede regioner, og desuden får de et vedhæng for hver region de gennemfører.

/pl
