HVALPSUND: For 5. gang byder spisestederne og de erhvervsdrivende i Hvalpsund i samarbejde med Hvalpsund Borgerforening og Lions Farsø på ”Se og smag på Hvalpsund”.
Tre nyheder
Der er i år hele tre nyheder omkring det populære programpunkt. ”Se og smag på Hvalpsund”. For det første er aktiviteten rykket fra fredag til torsdag. Flytningen er af hensyn til spisestederne, der i forvejen er booket godt op med gæster om fredagen her om sommeren. Desuden skyldes det at deltagerantallet er hævet fra 200 til 300. Det betyder at spisestederne skal lave 100 portioner mere, men også skal afsætte mere tid til de flere gæster. For det tredje er der kommet et nyt spisested til siden sidste år, nemlig Casa Jada på Havnepladsen. Det betyder at antallet af stop er øget fra 11 til 12.

12 kulinariske stop
Der vil altså være 12 kulinariske stop undervejs, men hele 15 retter/drikke så man kan godt regne med at aftensmaden denne torsdag aften er sikret.
Mødestedet er ved Infohytten på Havnepladsen og herefter følges ruten: 1. Havnens Røgeri, 2. Havnens Oase, 3. Casa Jada, 4. Pakhuset, 5. Cafe Himmelblå (Hvalpsund Camping), 6. Hessels Øllaug på Hestbækvej, 7. Lounsgaarden v. golfbroen, 8. Hvalpsund Golf Restaurant, 9. Friplejehjemmet Hesselvang, 10. Lord Nelson/Brugsen, 11. Hvalpsund Færgekiosk, 12. Festteltet Havnepladsen –med oste fra Thise, Hessels Snapselaug, kaffe og kage. I teltet vil der desuden være hyggemusik.

Det er Anders West fra Lions Farsø, der dog selv er Hvalpsund-boer, der sammen med resten af Lions Farsø, har ladet sig inspirere af lignende arrangementer andre steder fra.
Går fra spisested til spisested
-Forskellen er bare, at man i Hvalpsund vitterligt kan gå fra spisested til spisested og dermed få smag for spisestedernes mad og byens specialiteter – og derimellem også Hvalpsunds fantastiske natur, siger Anders West.
Da netop Hvalpsund er som skræddersyet til denne type arrangement, så har alle spisesteder i Hvalpsund – som har muligheden for det, meldt sig på banen for at være med.
-Alle har været særdeles imødekommende og interesserede i at være med, siger Anders West, og straks efter sidste års tur, kunne vi og spisestederne bekendtgøre, at vi i 2025 vil øge deltagerantallet med 100,(fra 200 til 300 deltagere – red.) efter at arrangementet har været udsolgt på rekordtid de forrige år.
-Ud over lokale, så har vi rigtig mange sommergæster, sommerhusejere, campister m.fl. som har valgt Hvalpund, og dem vil vi gerne præsentere for den gode mad og byens specialiteter. Naturen taler for sig selv, men måske der med denne type arrangement også kan blive skabt nye relationer. Ikke mindst kan man se og tale om den udvikling som Hvalpsund lige nu er i, lyder det videre fra Anders West.
Ruten er på 5,6 km
Deltagere vil blive sendt afsted i hold med 15. minutters mellemrum. Første hold sendes afsted kl. 16.00. Der er som tidligere nævnt 12 stop undervejs, og ruten gennem Hvalpsund er på 5,6 km.
-Således at alle kan være med, er der valgt veje der er fremkommelige, men også alternative stier, der fremhæver Hvalpsunds skønne natur. Der vil være skiltet undervejs, fortæller Anders West.
Hjælpere fra Lions
Rundt omkring på posterne, vil man udover madstederne, foreningerne og de erhvervsdrivende selv, finde hjælpere fra Lions.
-For naturligvis vil spisestederne – ud over at servere den gode smag, også gerne tale lidt med de folk der kommer forbi. Det skal de have muligheden for, så skal vi nok hjælpe med det praktiske vi bliver sat til, siger Anders West.
Uddeling af donationer
Forventningen er at alle deltagere vil være i mål i festteltet kl 20.30. Her vil der være udtrækning af præmier på billetter samt uddeling af donationer.
Overskuddet fra arrangementet er på forhånd bestemt til at skulle gå til fire lokale formål: 1. Nautilus, 2. Lounsgaarden 3. Ny bykunst ved Brugsen og 4. Friplejehjemmet Hesselvang
/cf

