HAUBRO/GISLUM: I dag søndag lukkes de økologiske køer, landet over, på græs. Og som bekendt er det en ren fest for køerne med løb i trav og spjæt med benene, når de mærker det grønne græs under klovene.
Køerne springer af glæde efter at komme på græs efter en lang vinter inden døre.
Her i området er det Agnesminde v/ Jan Pedersen, Hødalen 4, Haubro og Gislumhøjgaard v/ Finn Tang, Gislumhøjvej 5, Gislum, der inviterer nysgerrige børn og voksne til at være med når deres køer lukkes ud.
Kl. 12.00 lukkes køerne ud fra stalden og ud på en frisk forårsgrøn mark. Kan man se om en ko er lykkelig? Kom selv og bedøm!! Køerne står med mulen langt fremme, når døren til stalden åbnes. Køerne går sindigt, nærmest lidt tøvende de første meter. Derefter begynder de at løbe, og mange tager en galoptur marken rundt. Nu er det tid til at begynde at æde af græsset. Lad børnene se hvordan en kos tunge kan sno sig rundt om græsset for derefter at rive en god bid til sig.
Begge gårde har dog åbent allerede fra kl. 11.00, hvor man kan se sig om på gården og få indsigt i livet på et økologisk landbrug. For børnene vil der være mulighed for at hilse på gårdenes dyr, der ud over køer og kalve også omfatter hunde og katte.
Børnene vil også have mulighed for at lege i halmhoppeborg og på Agnesminde bage snobrød, mens de voksne kan overvære aftenmalkningen af køerne, der bliver malket fra kl. 14.30 i malkekarrusellen.