Sangkraft Vesthimmerland har ansat ny projektleder

VESTHIMMERLAND: Sangkraft Vesthimmerland har i den forgangne uge både taget afsked og budt velkommen!

For præcis et år siden mødtes en gruppe engagerede mennesker for at undersøge muligheden for at få et Sangkraftcenter til Vesthimmerland. Bag projektet stod Sangens Hus i Herning der med økonomisk støtte gjorde det muligt at ansætte en projektleder.

Styregruppen lavede en aftale med Palle Fogh, som med sikker hånd har været styrmand på processen mod dannelsen af en selvejende forening – Sangkraft Vesthimmerland.

Sangkraft Vesthimmerland blev en realitet i november
I november 2022 blev den selvejende institution ”Sangkraft Vesthimmerland” en realitet.

Palle valgte at søge nye udfordringer og bestyrelsen gik på jagt efter en ny projektleder. Mette Dam blev pr. 1. februar er ansat som ny projektleder for Sangkraft Vesthimmerland.

Mette har i mange år været aktiv indenfor sang, musik og teater i hele Vesthimmerland. Udover et præsentabelt CV i det musiske landskab, har Mette også modtaget kulturprisen ”Chaplinprisen” i 2018.

Projektleder der kan tage førertrøjen på
-Der hvor Sangkraft Vesthimmerland er nu, har vi brug for en der kan tage førertrøjen på, skabe netværk, gå foran, synge for, lede fællessang, være synlig, men som også kan forholde sig til den organisatoriske del i projektlederjobbet’ og det får vi i Mette, siger Malene Wennerlin, formand for bestyrelsen Sangkraft Vesthimmerland.

Udbrede sangen i Vesthimmerland
Sangkraft Vesthimmerlands vision er at udbrede sangen i Vesthimmerland og skabe sammenhæng og synlighed omkring de mange gode tilbud, som allerede findes.

Sang er ikke kun en hyggelig fællesaktivitet omkring lejrbålet. Sang kan så meget mere og det bliver Sangkraft Vesthimmerlands opgave at fortælle, at sang kan bruges i et sundhedsperspektiv, at sang kan være det første skridt ind i et fællesskab, at sang bidrage til en god sproglig udvikling – allerede inden barnet er født.

-Jeg lever i sang, og sang har altid været en betydningsfuld del af mit liv. Så at Sangkraft Vesthimmerland er blevet en realitet, og at sangens energi skal samles og vokse endnu mere i vores kommune, er for mig en vildt spændende proces, siger Mette Dam.

Eget sangkraftcenter
Sangkraft Vesthimmerland er en del af Sangkraft25, som er et nationalt projekt støttet af Sangens Hus i Herning. Målet er 25 Sangkraftcentre rundt om i landet i 2025. I Nordjylland er der Sangkraftcentre i Hjørring, Thisted, Aalborg og Mariagerfjord kommuner. Målet er at Sangkraftcentrene i 2025 er selvfinansierende 

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her: