ULLITS: For en måned siden på et borgermøde i Ullits Minihal, blev det ovenpå den nedslående besked fra Vesthimmerlands Kommune om at lukke Ullits Skole som kommuneskole, af de over 150 fremmødte besluttet, at arbejde videre med dannelse af Ullits Friskole og SFO.
Allerede inden borgermødet, havde en gruppe af forældre til børn på Ullits Skole, indhentet informationer om hvad der skal til for at stifte en friskole. Samtidig havde man også sat sig i kontakt med andre friskoler for at få mere at vide.
Til borgermødet skrev borgere sig på en liste for at indgå i det videre arbejde med en støtteforening og styregruppe.
I den måned der er gået, har der både været afholdt stiftende generalforsamlinger i støtteforening og styregruppen til Ullits friskole, og begge har valgt bestyrelser.
Formand for Styregruppen til Ullits Friskole og SFO, Britta Skov Hansen burde egentlig holde sommerferie lige nu, men har svært ved det, for det er nu at grundlaget og kendskabet til friskolen skal frem.
-Kommer der en friskole? Ja, det tror vi bestemt på, ellers lagde vi ikke vores arbejde i det. Vi har styr på værdigrundlag, vedtægter og bestyrelsen og arbejder nu videre på hele grundlaget for at drive en friskole, siger hun.
Hun glæder sig over den megen energi og de mange ildsjæle der er omkring projekt Ullits Friskole. Projektets slogan er da også ”Sammen kan vi mest !”.
Derfor er der også lavet et facebookgruppe for Ullits Friskole og SFO, hvor Styregruppe og Støtteforening løbende melder ud hvordan arbejdet skrider frem. Det er også i dette forum at forældre kan stille spørgsmål og dele tanker.
-Det er rigtig vigtigt at der er svar på det vi kan – og ved, siger Britta Skov Hansen, der glæder sig over forældrenes sammenhold og indstilling på at der skal være en friskole i Ullits.
På den baggrund har der heller ikke været nogen udmeldelser af skoleelever på Ullits Skole, der har endnu et år som kommuneskole. Tværtimod er der interesse fra forældre fra andre skoledistrikter der ønsker at deres børn skal gå i Ullits Friskole.
-Det er helt fantastisk, lyder det fra Britta Skov Hansen, der i søndags deltog i optoget i Hvalpsund sammen med børn og andre forældre for at udbrede kendskabet til Ullits Friskole.
Til formålet havde de fået lavet t-shirts til børnene med Ullits Friskole og logoet der forestiller ildsjæle. Det kan også røbes her, at Ullits Friskole også deltager i optoget i forbindelse med Farsø Festen i næste måned.
Også støtteforeningen har været i gang. I forbindelse med bankospillet under Havnefesten i Hvalpsund i sidste uge, blev der ud over kendskab til friskolen, også samlet kr. 1.648 kroner ind ved salg af plakater.
Til oktober vil styregruppen indkalde til et nyt borgermøde med informationer om hvor langt Ullits Friskole er og hvad der kommer til at ske, samt forhåndsopskrivning af elever til friskolen.