FARSØ: I dag var der sæsonåbning på Johs. V. Jensen og Thit Jensen Museet. Året i år er helt specielt med markeringen af 150-året for Johs. V. Jensen.

Flere arrangementer har allerede fundet sted på museet og i samarbejde med andre i Farsø Rådhuscenter – og flere kommer til resten af året.
En helt særlig udstilling med sjældne portrætter
Udstillingen ”Forfatteren – og masken” er dog noget helt særligt, da det er lykkedes museet at låne portrætter af Johs.. V. Jensen, som ellers ikke udlånes eller er i privateje. Men den særlige anledning i betragtning, sammen med hjælp fra Jensens efterkommere, har gjort den særlige udstilling mulig, som kan ses på museet resten af året.
Åbningstalen blev holdt af litteraturhistoriker Steen Klitgård Povlsen fra Aarhus Universitet. Han tegnede et mangefacetteret billede af forfatterens modsætningsfyldte personlighed, som altså er tolket på forskellig vis af kendte kunstnere som bl.a. Valdemar Andersen, Ludvig Find, Fritz Syberg, Peter Hansen og Herman Vedel. Flere af kunstnerne var Johs. V. Jensens personlige venner fra kunstnerfællesskabet i Tibirke Bakker i Nordsjælland.
Forfatteren og masken
Men inden åbningstalen gav formand for Johs. V. Jensen og Thit Jensen Museet, Hans Støttrup Jensen en introduktion til den særlige udstilling, som museet er meget stolt af at kunne stable på benene.

-Udstillingen har fået titlen ”Forfatteren og masken” og som man kan se på væggen er det en forfatter med mange masker. Når man ser på tværs af disse portrætter skal man kigge rigtig godt efter for at se at det er den samme person der er afbilledet. Det med de mange masker harmonerer fint med at Johs. V var forfatter med meninger og holdninger som strittede i mange forskellige retninger. Han har næppe nogensinde fremsat et synspunkt uden at han på et eller andet tidspunkt har givet udtryk for det stik modsatte. Men når man kigger på væggen kan man se at der et udtryk der mangler, nemlig den smilende Johs. V. Det er på sin måde lidt mærkeligt, for det var jo ikke hvem som helst der fik lov at male Johs. V. Det var venner, det var Ludvig Find, Albert Naur, Herman Vedel. Altså nogen der kendte ham rigtig godt. De kendte ham som et charmerende menneske og som et menneske med et drenget humør og et ekskvisit smil. Det vil dog sige at han forelægger Frederik Hegel, han sagde om det der med smilet, at han godt kunne se, at det ikke var til dagligdags brug at det blev smurt. Når smilet ikke er repræsenteret på udstillingen her, så hænger det nok sammen med at det her er portrætgenre og der skulle modellen gerne fremtræde med en vis værdighed, klogskab og eftertænksomhed. Så her hører smilet måske ikke hjemme. Men hvis man kigger på fotomontagen, så finder man den smilende Johs. V.

Udstillingen viser samtidige kunstneres portrætter af Johannes V. Jensen og er kommet i stand takket være indlån fra Johannes Larsen Museet, Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot, Københavns Museum samt Johannes V. Jensens familie og andre private samlere.
-Til Det Nationalhistoriske Museum vil jeg sige tak for kampen, lød det fra Hans Støttrup Jensen. Det har været en lang og sej proces at vriste tre malerier ud af museets magasiner. Men fint at de er kommet ud og bliver luftet, for det er også en del af vores kulturarv. Også tak til familien og private samlere der har stillet malerier og portrætter til rådighed.

Ikonisk portræt kun udstillet for 4.gang
Der er en ganske speciel historie omkring Valdemar Andersens maleri. Det blev malet i 1905, og siden 1905 har det kun været udstillet tre gange. Sidste gang for ca. 50 år siden og vist nok i USA. Det er i dag i diskret privateje, men med gode venners hjælp, er det lykkedes os at opspore portrættet, og nu kan vi så udstille det på museet her i Farsø for første gang i ca. 50 år. Og det kan jeg ligeså godt tilstå, at det er vi en lille smule stolte af, lød det fra Hans Støttrup Jensen inden orden blev givet videre til åbningstaler Steen Klitgård Povlsen.