FARSØ: I dag kl. 12.00 måtte der hænges valgplakater op i lygtepælene.
Der var derfor aktivitet at spotte fra lokale vælgerforeninger, der havde opgaven med at synliggøre de lokale folketingskandidater.
Præcis kl. 12.00 havde Kurt Friis Jørgensen fundet trappestigen frem og tog trinene op til den første lygtepæl på Th. Eriksens Vej i Farsø. I øvrigt hans yndlingslygtepæl, da det altid er den første ”pæl” der får en valgplakat for Venstre, hvad enten det er for andre i partiet eller ham selv. Som optakt til kommunalvalget i november sidste år, var det en plakat for ham selv han hængte op, men denne gang er det for partikollegaen og folketingskandidaten for Himmerlandskredsen, Marie Bjerre.
-Vi er 4 hold afsted med i alt 200 plakater – altså til 100 lygtepæle. Jeg tager selv de 30 pæle her i Farsø og Ullits, lød det Kurt Fris Jørgensen fra toppen af trappestigen, mens hans hjælper gik i forvejen for at tage beslag på lygtepælene.
Der var ganske vist ikke kamp om lygtepælene i midtbyen på dette tidspunkt. Der var måske prioriteret anderledes.
Socialdemokraterne og deres folketingskandidat for Himmerlandskredsen, Flemming Møller Mortensen, havde således kort tid efter udskrivelsen af valget i onsdags, fået sine bannere opsat inde på en privat mark ved krydset Hornumvej/Torupvej/Mølgårdsvej.
Det er fuldt lovligt, mens valgplakaterne skulle vente til lørdag.