Så er pengene i hus

VESTERBØLLE: I bogstavligste forstand er pengene nu i hus til en gennemgribende renovering af stuehuset på den bevaringsværdige Hougaarden midt i Vesterbølle.

Det er Levende Landsbykultur der ejer huset, og for lidt over et år siden købte det for en krone mod at sætte det i stand. Stuehuset skal efter endt renovering være en del af et nyt besøgscenter i Vesterbølle, der har til formål at formidle den gamle landbokultur.   

Hougaarden, som mange kender som kulisse i forbindelse med høstdagene i Vesterbølle, bliver en del af et nyt besøgscenter i Vesterbølle.

De gode nyheder tikkede ind hos Levende Landsbykultur i sidste uge.

Først kom der kr. 50.000 kr. fra Landsbypuljen, som var ansøgt overflyttet fra et andet projekt i Vesterbølle i regi af Levende Landsbykultur. Fredag kom så også meddelelsen om kr. 100.000 fra Nordea fonden.

-Så nu kan vi endelig komme i gang med renoveringen af stuehuset, lyder det glædesstrålende fra Levende Landsbys kasserer Hanne Kudahl, som har stået for at sende ansøgningerne afsted.   

Sammen med andre allerede modtagne midler er der nu kr. 850.000. Dermed kan arbejdet med nyt tag, nye vinduer, nye el-installationer og nyt varmesystem i stuehuset gå i gang.

-Vi har talt med tømreren og han går i gang til november, for der er nemlig ventetid på tegl og de nye vinduer, fortæller Hanne Kudahl, der dog glæder sig over at arbejdet langt om længe kan gå i gang, for adskillelige gamle tegl er allerede faldet ned fra huset, og der er dermed hul i taget.

Nu er pengene i hus til en istandsættelse, der starter med nyt tag og vinduer og efterfølgende nyt el og varmesystem inde i huset.

Hun fortæller, at nye tegl ikke kan gøre det alene. Der skal også nye spær og enkelte nye bjælker til tagkonstruktionen, som naturligvis opbygges i oprindelig stil.         

Det gælder også vinduerne, som vi dog lige nu diskuterer farven på. På gamle sort/hvide billeder kan vi jo ikke se farvenuancen, siger Hanne Kudahl.

Når tag og vinduer er på plads fortsætter det indvendige renoveringsarbejde. Også her skal det føres tilbage i oprindelig stil, selvom huset skal have nye installationer og nyt varmesystem.

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her: