FARSØ: Efter over en måneds tvungen nedlukning er der ubetinget glæde hos Frisør Gerner, og mange af de andre liberale erhverv der i dag mandag fik lov at genåbne.
Det drejer sig om frisører, hudplejeklinikker, fodklinikker, fysioterapeuter, optikere, tatovører, tandklinikker m.fl. , så der var glæde at spore hos mange af de lokale erhvervsdrivende. Også selvom der var mange krav fra Sundhedsstyrelsen der skulle overholdes inden kunderne kunne blive lukket ind.
Hos Frisør Gerner, havde man lukket fordøren til Farsø Rådhuscenter, der fortsat er tvunget lukket som storcenter. I stedet havde frisørsalonen åbnet bagdøren ud til fri, hvilket skulle vise sig at være meget praktisk.
I det fri kunne frisørkunderne nemlig vente på en bænk indtil det blev deres tur. Det gjorde de langhårede kunder gladelig i det flotte og lune solskinsvejr.
Med det udendørs venteværelse kunne frisør Helle Gerner nemlig udnytte samtlige kvadratmeter inde i salonen, hvis krav lød på 4m2 pr. kunde.
Helle Gerner fortæller: Når kunden bliver kaldt ind, bliver kunden bedt op at spritte sine hænder af. Det samme gør vi mellem hver kunde. Det betyder bl.a. at stol og bord afsprittes, og saks og kamme skoldes af. Det gør vi gerne, så alle kan føle sig trygge.
Helle Gerner fortæller, at frisørerne kun ifører sig mundbind og handsker, når der skal farves bryn eller vipper.
Ellers bruger vi sund fornuft og er påpasselige. Vi skal både passe på kunderne og os selv.
Også optikeren er i gang igen
Også hos optiker Eva Rasmussen hos Nyt Syn er der gang i forretningen igen.
-Vi har ganske vist haft nødåbent, men det først nu at vi er begyndt at kalde kunderne ind igen til synsprøver.
Også her har man skulle forholde sig til de ekstra krav fra Sundhedsstyrelsen.
-Selvom vi forvejen er meget opmærksomme på hygiejne, så har der alligevel været 7 sider fra Sundhedsstyrelsen som vi som optikere har skullet forholde os til. Men det har nu ikke været så svært.
